Henrik Ibsens skrifter: Når vi døde vågner

Du er her:

Når vi døde vågner

Avansert visning

Innstillinger for teksten

Nedlastinger

	Sammenligne forskjellige utgaver av teksten
Gå til avansert visning

	Vis utgaveopplysninger
	Vis førsteutgavens sideskift
	Vis hundreårsutgavens sideskift

xml, pdf

Om verket

Les mer om verket

Faksimile

Når vi døde vågner.

En dramatisk epilog
i
tre akter

af Henrik Ibsen.

1899.

Faksimile

Når vi døde vågner.

Faksimile

De optrædende personer:

Professor Arnold Rubek, billedhugger.

Fru Maja Rubek, hans hustru.

Inspektøren ved badet.

Godsejer Ulfhejm.

En rejsende dame.

En diakonisse.

Tjenere, badegæster og børn.

(Første akt foregår ved et kystbad. Anden
og tredje akt i nærheden og i omegnen af et
højfjeldssanatorium)

Faksimile

Første akt.

(Udenfor badehotellet, hvis hovedbygning del-
vis sés til højre. Åben parklignende plads med
springvand, grupper af store, gamle træer og busk-
vækster. Til venstre en liden pavillon, næsten dæk-
ket af murgrønt og vild vin. Bord og en stol uden-
for. I baggrunden ud˹sigt˺ over fjorden, lige til havet, med
landtunger og små holmer i det fjerne. Det er en
stille, solvarm sommerformiddag)

(Professor Rubek og fru Maja sidder i kurvstole
ved et dækket bord på plænen udenfor hotellet og
har spist frokost. Nu drikker de champagne og sel-
ters og har hver sin avis i hånden. Professoren er en
ældre, distingueret herre, klædt i sort fløjels jakke
og for øvrigt sommerligt antrukken. Fru Maja er
ganske ungdommelig, med et livfuldt { <...> }ansigt og mun-
tre drillende øjne, dog med et anstrøg af træthed. Klædt
i elegant rejsedragt)

Faksimile

Fru Maja

(sidder en stund ligesom ventende på at professoren
skal sige noget. Så lader hun bladet synke og sukker:)

Uh nej, nej –!

Professor Rubek

( sér op fra sin avis)

Nå Maja? Hvad er der i vejen med dig?

Fru Maja

Hør bare hvor lydløst her er.

Professor Rubek{.}

(smiler overbærende)

Og det kan du høre?

Fru Maja

Hvilket?

Professor Rubek

Det lydløse?

Fru Maja

Ja det kan jeg da rigtignok.

Professor Rubek

Nå, du har kanské ret, mein Kind. Man kan virke-
lig høre lydløsheden.

Fru Maja

Faksimile

Ja det skal gud vide en kan. Når den er så rent over-
vældende som her, så –

Professor Rubek

Som her ved badet, mener du?

Fru Maja

Overalt her hjemme, mener jeg. Inde i byen var
der jo larm {ur}og uro nok. Men alligevel, – jeg syn-
tes at selve larmen og uroen havde noget dødt over
sig.

Professor Rubek{.}

(med et forskende blik)

Er du ikke videre glad for at du er <...> kommen
hjem igen, Maja?

Fru Maja

( sér på ham)

Er du glad?

Professor Rubek

(undvigende)

Jeg –?

Fru Maja

Ja. Du, som har været så meget, meget længere
borte end jeg. Er du rigtig glad nu, da du er

Faksimile

hjemme igen?

Professor Rubek

Nej – oprigtig talt – ikke sådan rigtig glad –

Fru Maja

(livfuldt)

Der kan du bare sé ! Var det ikke det, jeg vidste!

Professor Rubek

Jeg har kanske været altfor længe borte. Er kom-
men helt væk fra alt dette her, – dette her hjemlige.

Fru Maja

(ivrig, rykker sin stol nærmere til ham)

Der kan du bare sé , Rubek! Lad os lige så godt
rejse vor vej igen! Så fort vi bare kan.

Professor Rubek

(lidt utålmodig)

Ja-ja, det er jo også meningen, kære Maja. Det véd
du da.

Fru Maja

Men hvorfor ikke nu straks? Tænk, vi som kunde
ha’ det så lunt og mageligt dernede i vort nye, dej-
lige hus –

Professor Rubek

Faksimile

Professor Rubek

(smiler overbærende)

Egentlig skulde man vel si’e: vort nye dejlige hjem.

Fru Maja

(kort)

Jeg siger heller hus. Lad os bli’ ved det.

Professor Rubek

(ser dvælende på hende)

Du er i grunden en underlig liden person.

Fru Maja

Er jeg så underlig?

Professor Rubek

Ja jeg synes det

Fru Maja

Men hvorfor da? Er det kanske fordi jeg ikke har
så’n svær lyst til at ligge og føjte omkring her oppe –?

Professor Rubek

Hvem af os var det, som på død og liv vilde ha’ at
vi skulde rejse nordover i sommer?

Fru Maja

Nå, det var vel mig, det.

Professor Rubek

Faksimile

10.

Ja mig var det sandelig ikke.

Fru Maja

Men herregud , – hvem kunde også ane at alting skul-
de ha’ forvandlet sig så forfærdeligt herhjemme! Og det
på så kort en tid da! Tænk, det er jo ikke mere end godt
og vel en fire år siden jeg rejste ud –

Professor Rubek

– som gift, ja.

Fru Maja

Gift? Hvad skulde det gøre til sagen?

Professor Rubek

(vedbliver)

– blev Frau Professor og fik dig et prægtigt hjem, –
om forladelse, – et herskabeligt hus skulde jeg vel sige.
Og en villa ved Taunitzer See, hvor det jo nu er ble’t al-
ler finest –. Ja, for fint og prægtigt er det alt sammen ,
Maja, det tør jeg nok sige. Og rummeligt også. Vi be-
høver ikke altid at hænge sådan over hinanden –

Fru Maja

(henkastende)

Nej, nej, nej, – husrum og sligt noget, det skorter
det jo slet ikke på –

Faksimile

11.

Professor Rubek

Og så det, at du kom ind i finere og rummeligere for-
holde overhodet. I mere anstandsfuld omgang, end
den, du var vant til hjemme.

Fru Maja

( sér på ham)

Nå, så du tror det er mig, som er ble’t forandret?

Professor Rubek

Ja jeg tror såmæn det, Maja.

Fru Maja

Bare mig? Ikke menneskene her?

Professor Rubek

Å jo, de også. En smule kanské . Og slet ikke i ret-
ning af det elskelige. Det kan jeg godt indrømme.

Fru Maja

Ja det må du da sagtens indrømme.

Professor Rubek

(slår om)

Véd du, hvad for en stemning jeg kommer i, når
jeg sér på menneskelivet heromkring mig?

Fru Maja

Nej? Sig det.

Faksimile

12.

Professor Rubek

Da kommer jeg til at huske på den natten, vi rejste
opover med jernbanen –

Fru Maja

Da sad du jo og sov i kupéen.

Professor Rubek

Ikke ganske. Jeg mærked at det blev så lydløst ved
alle de små stoppestederne –. Jeg hørte lydløsheden,
– ligesom du, Maja –

Fru Maja

Hm, – ligesom jeg, ja.

Professor Rubek

– og så forstod jeg at nu var vi kommet over græn-
sen. Nu var vi rigtig hjemme. For ved alle de små
stoppestederne holdt toget stille, – skønt der ingen
trafik var.

Fru Maja

Hvorfor holdt det så stille. Når der ingenting
var?

Professor Rubek

Véd ikke. Ingen rejsende steg ud og ingen kom
ind. Og toget, det holdt stille en lang, endeløs stund

Faksimile

13.

alligevel. Og ved hver station hørte jeg at der var
to banemænd, som gik på perronen, – den ene havde
en lygte i hånden, – og de talte med hinanden, dæm-
pet og klangløst og intetsigende ud i natten.

Fru Maja

Ja, du har ret i det. Der går altid et par mænd
og taler sammen –

Professor Rubek

– om ingenting.

(slår over i en kvikkere tone)

Men vent nu bare til imorgen. Da har vi det store
magelige dampskib inde på havnen. Så går vi
ombord og sejler kysten rundt; – helt nord; – lige
ind i ishavet.

Fru Maja

Ja men så får du jo ingenting sé af landet – og
af livet. Og det var jo just det
du vilde.

Professor Rubek

.
(kort, uvillig)

Jeg har sét mere end nok.

Fru Maja

Tror du at en sjørejse vilde være bedre for dig?

Faksimile

14.

Professor Rubek

Det er altid en afveksling.

Fru Maja

Ja-ja, hvis det bare er godt for dig, så –

Professor Rubek

For mig? Godt? Jeg fejler jo ikke nogen ver-
dens ting.

Fru Maja

(rejser sig og går hen til ham)

Jo, du gør, Rubek. Og det må du da føle selv.

Professor Rubek

Men, kæreste Maja, – hvad skulde da det være for
noget?

Fru Maja

(bag ham, bøjer sig frem over stolryggen)

Sig du mig det. Du er begyndt at gå omkring
uden rist eller ro. Finder ikke hvile nogensteds. Hver-
ken hjemme eller ude. Rent menneskesky er du ble’t
på det sidste.

Professor Rubek

(lidt spotsk)

Nej virkelig, – har du lagt mærke til det?

Faksimile

15.

Fru Maja

Det kan da ikke undgå nogen, som kender dig. Og så
synes jeg det er så sørgeligt at du har tabt lysten til
at arbejde.

Professor Rubek

Har jeg det også?

Fru Maja

Tænk, du, som før kunde arbejde så utrættelig, –
både sent og tidligt!

Professor Rubek

(formørket)

Ja før, ja –.

Fru Maja

Men lige siden du fik dit store mesterværk vel
fra hånden –

Professor Rubek

(nikker tankefuldt)

«Opstandelsens dag» –

Fru Maja

– det, som er gået hele verden over. Som har gjort
dig så berømt –

Professor Rubek

Faksimile

16.

Det er kanske ulykken, det, Maja.

Fru Maja

Hvorf{ <...> }or det?

Professor Rubek

Da jeg havde skabt dette mit mesterværk – –
(slår i hæftighed ud med hånden)
– for «Opstandelsens dag» er et mesterværk! Eller var
det fra først { <...> }af. Nej, det er det endnu. Skal, skal, skal
være et mesterværk!

Fru Maja

( ser forundret på ham)

Ja Rubek, – det er jo da noget, som hele verden véd.

Professor Rubek

(kort, afvisende)

Hele verden véd ingenting! Forstår ingenting!

Fru Maja

Nå, så aner de da vel i alle fald noget –

Professor Rubek

Noget, som slet ikke er der, ja. Noget, som aldrig har
været i min tanke. Sé , det falder de i henrykkelse
over!

(brummer hen for sig)

Faksimile

17.

Det er ikke møjen værd at gå der og slide sig ud for
mobben og massen – og for «hele verden».

Fru Maja

Synes du da det er bedre, – eller at det er dig værdigt
at gå der og gøre bare sådan en portrætbyste en gang
imellem?

Professor Rubek

(smiler lunt)

Det er ikke rigtige portrætbyster, det, som jeg går der
og laver, Maja.

Fru Maja

Jo, det er det da, ved gud , – i de to–tre sidste år, –
lige siden du fik din store gruppe færdig og ud af
huset –

Professor Rubek

Det er alligevel ˹ikke˺ rene portrætbyster, siger jeg dig.

Fru Maja

Hvad er det da for noget?

Professor Rubek

Der ligger noget fordægtigt, noget fordulgt, indenfor
og bagenfor de bysterne, – noget lønligt, som ikke men-
neskene kan sé –

Faksimile

18.

Professor Rubek

(afgørende)

Fru Maja

Så?

Professor Rubek

(afgørende)

Bare jeg kan sé det. Og det morer mig så inder-
ligt. – Udenpå er det denne ˹«sl{ <...> }ående˺ lighed», som det heder, og
som folk s{ <...> }tår og gab{ <...> }er gaber så forbauset på –

(sænker stemmen)

– men i sin dybeste grund er det agtværdige, hæderlige
hestefjæs og énvise æselsnuder og slukørede, lavpan-
dede hundeskaller og mæskede svinehoder, – og slappe,
brutale studekontrafejer også iblandt –

Fru Maja

(ligegyldig)

– alle de kære husdyr altså.

Professor Rubek

Bare de kære husdyr, Maja. Alle de dyr, som menne-
skene har forkvaklet i sit billede. Og som har forkvaklet
menneskene til gengæld.

(tømmer cha{ <...> }mpagneglasset og lér )

Faksimile

19.

Og disse lumske kunstværker er det, som de gode vel-
standsfolk kommer og bestiller hos mig. {o}Og betaler i
god tro – og i dyre domme. Vejer op med guld næsten,
som man siger.

Fru Maja

(skænker i hans glas)

Fy, Rubek! Drik nu og vær glad.

Professor Rubek

(stryger sig gentagende over panden og læner sig
tilbage i stolen)

Jeg er glad, Maja. Virkelig glad. På en måde da.

(tier lidt)

For der er dog en viss lykke i det at føle sig fri og
uberoende til alle sider. Ha’ fuldt op af alle de ting,
som en kan falde på at ønske sig. Sådan udvendig
da. – Synes ikke du det samme som jeg, Maja?

Fru Maja

Å jo såmænd . Det er jo bra’ nok, det også.

( sér på ham)

Men kan du huske, hvad du lovte mig den dag vi
blev enige om – om dette vanskelige –

Professor Rubek

Faksimile

20.

(nikker)

– enige om at vi to skulde gifte os sammen. Det holdt
jo lidt hårdt for dig, det, Maja.

Fru Maja

(vedbliver uforstyrret)

– og at jeg skulde få rejse med me dig til udlan-
det og bo der for bestandig – og ha’ det godt. – Kan du
huske, hvad du lovte mig dengang?

Professor Rubek

(ryster på hovedet )

Nej, jeg kan sandelig ikke. Nå, hvad lovte
jeg dig så?

Fru Maja

Du sa’, at du vilde {s}ta’ mig med dig op på et
højt berg og vise mig al verdens herlighed.

Professor Rubek

(studser)

Lovte jeg virkelig dig også det?

Fru Maja

(sér på ham)

Mig også? Hvem ellers?

Professor Rubek

Faksimile

21.

(ligegyldigt)

Nej, nej, jeg men{te}er bare, om jeg lovte at vise dig –?

Fru Maja

– al verdens herlighed. Ja, det sa’ du. Og al den
herlighed skulde være min og din, sa’ du.

Professor Rubek

Det er sådant et mundheld, som jeg plejed bruge
før i tiden.

Fru Maja

Bare et mundheld?

Professor Rubek

Ja, noget fra skoledagene. Sligt noget, som jeg lokked
naboungerne med når jeg vilde ha’ dem ud og lege med
mig i skog og fjeld.

Fru Maja

( sér fast på ham)

Vilde du kanské bare ha’ mig ud og lege også?

Professor Rubek

(slår det hen i spøg)

Nå, har det ikke været en nokså fornøjelig leg, Maja?

Fru Maja

(koldt)

Faksimile

22.

Jeg rejste ikke med dig bare for at lege.

Professor Rubek

Nej, nej, kan så være, det.

Fru Maja

Og du tog mig heller aldrig med dig op på noget
højt berg og viste mig –

Professor Rubek

(irriteret)

– al verdens herlighed? Nej, jeg gjorde ikke det.
For jeg skal sige dig noget: du er ikke egen{ <...> }tlig skabt
til bergstiger, lille Maja.

Fru Maja

(søger at beherske sig)

Da lod det dog til at du syntes det engang.

Professor Rubek

For en fire–fem år siden, ja.

(strækker sig i stolen)

Fire–fem år, – det er en lang, lang tid, Maja.

Fru Maja

( ser på ham med et bittert udtryk)

Har den tiden faldet dig så svært lang, Rubek?

Professor Rubek

Faksimile

23.

Den begynder ligesom at falde mig lidt lang nu.

(gaber)

Sådan en gang imellem.

Fru Maja

(går over til sin plads)

Jeg skal ikke kede dig længer.

(hun sætter sig i sin stol, tager avisen og blader
i den)

(Taushed fra begge sider)

Professor Rubek

(læner sig med albuerne frem over bordet og sér
tirrende på hende)

Er professorinden fornærmet?

Fru Maja

(koldt, uden at sé op)

Nej, slet ikke.

(Badegæster, mest damer, begynder at komme enkelt-
vis og i grupper gennem parken fra højre og ud til venstre)

(Opvartere bringer forfriskninger fra hotellet ud
bag pavillonen)

(Inspektøren, med handsker og stok i hånden ˹,˺ , mø-
kommer fra sin rundgang i parken, møder gæsterne,

Faksimile

24.

hilser forbindtligt og veksler nogle ord med enkelte
af dem)

Inspektøren

(går frem til professor Rubeks bord og tager hatten
høfligt af)

Ærbødigst god morgen, fru professorinde. – God
morgen, herr professor.

Professor Rubek

God morgen, god morgen, herr inspektør.

Inspektøren

(henvendt til fru Maja)

Tør man spørge om herskabet har havt en rolig
nat?

Fru Maja

Jo, mange tak; aldeles udmærket – fom for mit
vedkommende. Sover altid som en sten om nætterne.

Inspektøren

Fornøjer mig særdeles. Den første nat på et fremmed
sted kan tidt være nokså ubehagelig. – Og herr pro-
fessoren –?

Professor Rubek

Å med min nattesøvn er det dårligt bevendt.

Faksimile

25.

Især i den sidste tid.

Inspektøren

(lader deltagende)

Å – det gør mig da ondt. Men nogen ugers ophold
her ved badet, – så vil det rette på sig.

Professor Rubek

( sér op på ham)

Sig mig, herr inspektør, – er der nogen af Deres
patienter, som bruger at ta’ bad ved nattetid?

Inspektøren

(forundret)

Ved nattetid? Nej, det har jeg da { <...> }aldrig hørt
tale om.

Professor Rubek

Ikke det?

Inspektøren

Nej, jeg véd ikke af at der er nogen så syg˹e˺ her
her at det skulde behøves.

Professor Rubek

Nå, men er her da nogen som bruger at gå tur
i parken om natten?

Inspektøren

Faksimile

26.

(smiler og ryster på hodet)

Nej, herr professor, – det vilde være imod regle-
mentet.

Fru Maja

(blir utålmodig)

Herregud, Rubek, det er som jeg sa’ dig i mor-
ges, – du har drømt.

Professor Rubek

(tørt)

Så? Har jeg det? Tak!

(vender sig til inspektøren)

Jeg stod nemlig op i nat; for jeg kunde ikke få
sove. Og så vilde jeg sé efter vejret –

Inspektøren

(opmærksom)

Ja vel, herr professor? Og så –?

Professor Rubek

Så sér jeg ud af vinduet, – og så får jeg øje på en
lys skillelse der inde mellem træerne .

Fru Maja

(smilende til inspektøren)

Og professoren fortæller at skikkelsen var klædt

Faksimile

27.

i badedragt –

Professor Rubek

– eller i noget lignende, sa’ jeg. Jeg kunde ikke
skelne det så nøje. Men noget hvidt var det jeg så.

Inspektøren

Højst mærkværdigt. Var det en herre eller en dame?

Professor Rubek

Det forekom mig ganske bestemt at det måtte
en da være en dame. Men bag efter kom der en an-
den skikkelse. Og den var ganske mørk. Ligesom
en skygge –

Inspektøren

(studsende)

En mørk en? Ganske sort kanske ?

Professor Rubek

Ja, det så næsten slig ud for mine øjne.

Inspektøren

,
(som der går et lys op for)

Og bag efter den hvide? Lige bag efter hende –?

Professor Rubek

Ja. I nogen afstand –

Inspektøren

Faksimile

28.

Aha! Da kan jeg kanské gi’ Dem forklaringen, herr
professor.

Professor Rubek

Nå, hvad var det så for noget?

Fru Maja

(samtidigt)

Har virkelig ikke professoren ligget og drømt!

Inspektøren

(pludselig hviskende i det han tyder mod bag-
grunden til højre)

Hys, mine herskaber! Sé der henne –. Tal ikke
højt om dette her nu!

(En slank dame, klædt i fint, krémfarvet hvidt
kashmir, og fulgt af en diakonisse i sort og med et
sølvkors i kæde på brystet, kommer frem bag hotel-
hjørnet og går gennem parken over mod pavillonen
til venstre i forgrunden. Hendes ansigt er
blegt{.} og trækkene ligesom stivnede; øjenlågene sænkede
og øjnene synes uden sékraft . Hendes dragt er fod-
sid og slutter i lige, nedfaldende folder til legemet.
Over hovedet , nakken, brystet, skuldrene og armene
har hun et stort, hvidt krépsjal . Armene holder hun

Faksimile

29.

korslagte op for sig over brystet. Stillingen ubevæge-
lig. Skridtene stive og afmålte. Diakonissens hold-
ning er ligeledes afmålt og ligesom en tjenerindes.
Opva Hun følger damen ufravendt med de brune,
stikkende øjne. Opvartere med servietten på armen
kommer frem i hotellets dør og kikker nysgærrigt ef-
ter de to fremmede. Disse agter intet og går uden at
sé sig om ind i pavillo{ <...> }nen )

Professor Rubek

(har rejst sig langsomt og uvilkårligt op fra sto-
len og stirrer mod den lukkede pavillondør)

Hvem var den dame?

Inspektøren

Det var d en dame fremmed dame, som har lejet
den lille pavillonen der.

Professor Rubek

Udenlandsk?

Inspektøren

Sandsynligvis det. De kom i alle fald b{ <...> }egge to her-
til fra udlandet. For en uges tid siden. Har aldrig
været her før.

Professor Rubek

Faksimile

30.

(bestemt, sér på ham)

Det var hende, jeg så i parken inat.

Inspektøren

Det må det visst ha’ været. – Jeg tænkte det straks.

Professor Rubek

Hvad heder den dame, herr inspektør?

Inspektøren

Hun har skrevet sig ind som: Madame de Satow
med selskabsdame. Mere véd vi
ikke.

Professor Rubek

(tænker sig om)

Satow? Satow –?

Fru Maja

( lér spotsk)

Kender du nogen af det navn, Rubek? Hvad?

Professor Rubek

(ryster på hovedet )

Nej, slet ikke ingen. – Satow? Det kli{ <...> }nger som rus-
sisk. Eller som slavisk i alle fald.

(til inspektøren) (til inspektøren)

Hvad sprog taler hun?

Inspektøren

Faksimile

31.

Når de to damer taler sammen, så er det i et sprog, som
jeg ikke kan bli’ klog på. Men ellers taler hun ægte,
godt norsk.

Professor Rubek

(udbryder studsende)

Norsk! Ta’r De ikke fejl i det?

Inspektøren

Nej, det kan jeg da ikke ta’ fejl i.

Professor Rubek

( sér spændt på ham)

De har selv hørt det!

Inspektøren

Ja. Jeg har selv talt med hende. Nogle få gange. –
Bare et par ord forresten. For hun er svært fåmælt.
Men –

Professor Rubek

Men norsk var det?

Inspektøren

Rent, godt norsk. Måské med en liden smule nord-
landsk tonefald

Professor Rubek

(stirrer betaget hen for sig og hvisker)

Faksimile

32.

Det også.

Fru Maja

(lidt stødt og ilde berørt)

Kanské den damen engang har stået model for
dig, Rubek? Tænk dig om.

Professor Rubek

( sér hvasst på hende)

Model!

Fru Maja

(med et tirrende smil)

Ja, i dine yngre år, mener jeg. For du skal jo ha’
havt så utallig mange modeller. Før i tiden natur-
ligvis.

Professor Rubek

(i samme tone)

Å nej, lille fru Maja. Jeg har i grunden bare havt
en eneste model. En eneste en – for alt det, jeg har skabt.

Inspektøren

,
(som har vendt sig og stået og sét ud til venstre)

Ja desværre, nu vil jeg nok helst anbefale mig. For der
har vi en, som det ikke er så overvættes behageligt at
støde sammen med. Især ikke i damers nærværelse.

Faksimile

33.

Professor Rubek

( sér også udover)

Den jægeren, som kommer der? Hvem er det?

Inspektøren

Det er godsejer Ulfhejm ude fra –

Professor Rubek

Å godsejer Ulfhejm.

Inspektøren

– bjørnedræberen, som de kalder ham –

Professor Rubek

Ham kender jeg.

Inspektøren

Ja hvem kender ikke ham?

Professor Rubek

Bare en liden smule forresten. Er han ble’t patient
– nu endelig?

Inspektøren

Nej, mærkeligt nok, – endnu ikke. Han ta’r bare
ind her en gang om året, – når han er på vejen op-
over til jagtmarkerne. – Undskyld så længe –

(han vil gå ind i hotellet)

Faksimile

34.

Godsejer Ulfhejms stemme

(høres udenfor)

Så bi da lidt! Bi da, for salte fanden! Hvorfor
render De altid fra mig?

Inspektøren

{.}

Render sletikke, herr godsejer.

(standser)

Render sletikke, herr godsejer.

(Godsejer Ulfhejm kommer ind fra venstre, fulgt
af en tjener, som fører et kobbel jagthunde. Godsejeren
er i jægerdragt, med høje støvler og filthat med fjær
i. Han er en mager, lang, senet skikkelse, med filtret hår
og skæg, højrøstet, af ubestemmelig alder efter udseen-
det, men ikke ung længer)

Godsejer Ulfhejm

(buser imod inspektøren)

Er det en måde at ta’ imod fremmede folk på, De?
De piler jo afsted med svandsen mellem bagbenene, –
som om De havde en dævel i haserne på Dem.

Inspektøren

(rolig, uden at svare ham)

Er godsejeren kommen med dampskibet?

Faksimile

35.

Godsejer Ulfhejm

(brummer)

Har ikke havt den ære at sé noget dampskib.

(med hænderne i siden)

Véd ikke De at jeg sejler med min egen kutter?

(til tjeneren)

Sørg godt for dine medskabninger, Lars. Men pass på
at de blir skrubsultne ligevel. Friske kødben. Men ikke
for meget kød på, hører du. Og råt, rygende blodigt skal
det være. Og få dig så noget i vommen selv også.

(sparker efter ham)

Nå, far så til helvede med dig.

( Tjeneren går ud med hundene bag hotelhjørnet)

Inspektøren

Vil ikke godsejeren gå ind i spisesalen så længe?

Godsejer Ulfhejm

Ind til alle de halvdøde fluer og mennesker? Nej, mange
tusend tak for mig, herr inspektør.

Inspektøren

Jaja, efter behag.

Godsejer Ulfhejm

Men lad jomfruen gøre istand udrustningen for

Faksimile

mig som vanligt. Rigeligt må det være med mad.
Og dygtig brændevin –! De kan sige he{ <...> }nde at jeg
eller Lars skal komme og rende en dævel i hende,
dersom hun ikke –

Inspektøren

(afbrydende)

Vi kender det fra før{!}.

(vender sig)

Skal jeg bringe opvarteren nogen besked, herr
professor? Eller kanske for fru Rubek?

Professor Rubek

Nej tak; ingenting for mig.

Fru Maja

Ikke for mig heller.

(Inspektøren går ind i hotellet)

Godsejer Ulfhejm

(fikserer dem et øjeblik; så løfter han på hatten)

Død og knakende pine. Her er nok en bondekøter
kommen i fin-fint selskab.

Professor Rubek

( sér op)

Hvad mener godsejeren med det?

Faksimile

37.

10.

Godsejer Ulfhejm

(spagere og mere manérlig)

Jeg er nok raget ud for selveste billedmester Rubek,
kan jeg skønne.

Professor Rubek

(nikker)

Vi har mødt hinanden et par gange i selskabsli-
vet. Den høst jeg sidst var hjemme.

Godsejer Ulfhejm

Ja men det er nu mange år siden, det. Og den ti-
den var De jo ikke så navnkendt, som De nu skal
være ble’t. Så da tu<...> turde da selv en skidden bjørnejæ-
ger driste sig til at komme Dem nær.

Professor Rubek

(smiler)

Jeg bider ikke nu heller.

Fru Maja

( sér interesseret på Ulfhejm)

Er De en virkelig, rigtig bjørnejæger?

Godsejer U{f}lfhejm

(sætter sig ved nabobordet, nærmere hotellet)

Helst bjørnejæger, frue. Men ellers tar jeg til takke

Faksimile

38.

med hvad slags vildt, som kommer ud for mig. Både
ørn og ulv og kvindfolk og elg og rén –. Bare det er
friskt og frodigt og blodrigt, så –

(han drikker af lommeflasken)

Fru Maja

(betragter ham ufravendt)

Men helst bjørnejæger?

Godsejer Ulfhejm

Helst, ja. For da kan en så nemt bruge kniven
om det kniber.

(smiler lidt)

Vi arbejder med et hårdt materiale begge to, frue, –
både jeg og Deres mand. Han maser vel med mar-
morstenen, kan jeg tænke mig. Og jeg maser med
spændte, dirrende bjørnesener. Og begge så lægger
vi materialet under os tilslut. Gør os til herre og me-
ster over det. Gi’er os ikke før vi har vundet bugt med
det, som strider så hårdt imod.

Professor Rubek

(tænkende hen for sig)

Det er et nokså sandt ord, De der siger.

Godsejer Ulfhejm

Faksimile

39.

Ja, for stenen har vel også noget at stride for, véd jeg.
Den er død og vil med vold og magt ikke la’ sig hamre
til liv. Akkurat ligesom bjørnen, når nogen kommer
og pirker ved den i hiet.

Fru Maja

Vil De nu rejse op og jage i skogene?

Godsejer Ulfhejm

Helt op på højfjeldet vil jeg. – De har vel aldrig væ-
ret på højfjeldet, De, frue?

Fru Maja

Nej aldrig.

Godsejer Ulfhejm

Død og pine, så sé at komme Dem derop nu i som-
mer da! De kan få følge med mig. Gerne både De og
professoren.

Fru Maja

Tak. Men Rubek tænker på en sjørejse i sommer.

Professor Rubek

Indenskærs rundt kysten.

Godsejer Ulfhejm

Tvi, – hvad fanden vil De derinde i de helvedes kval-
me rendestenene! Tænke sig til – at ligge der og somle

Faksimile

40.

i brakvandet. – Brækvandet vilde jeg heller kal-
de det.

Fru Maja

Der kan du høre, Rubek.

Godsejer Ulfhejm

Nej, kom så heller med mig op på fjeldet. Der er
menneskefrit og menneskerént. De kan ikke tænke
Dem, hvad det er for m{en}ig. Men slig en liden frue –

(han standser)

(Diakonissen kommer ud fra pavillonen og går
ind i hotellet)

Godsejer Ulfhejm

(følger hende med øjnene)

Sé på hende der, De. Den svarte fuglen. – Hvem er
det, som skal begraves?

Professor Rubek

Jeg véd ikke at her er nogen –

Godsejer Ulfhejm

Nå, så ligger her nogen og skal krepere da. I en
eller anden krog. – De som syge og skrale er, de skulde
værs’god sé til at bli’ begravne – jo før jo heller.

Fru Maja

Faksimile

41.

11.

Har De selv været syg, herr godsejer?

Godsejer Ulfhejm

Aldrig. For så sad jeg ikke her. – Men mine nær-
meste, – de har været syge, stakker.

Fru Maja

Og hvad har De så gjort for Deres nærmeste?

Godsejer Ulfhejm

Skudt dem, naturligvis.

Professor Rubek

( sér på ham)

Skudt dem?

Fru Maja

(rykker sin stol tilbage)

Skudt dem ihjæl!

Godsejer Ulfhejm

(nikker)

Jeg skyder aldrig bom, frue.

Fru Maja

Men hvor kan De da falde på at skyde mennesker
ihjæl!

Godsejer Ulfhejm

Jeg snakker ikke om mennesker –

Faksimile

42.

Fru Maja

Deres nærmeste, sa’ De –

Godsejer Ulfhejm

Mine nærmeste, det er da vel hundene, det.

Fru Maja

Er hundene Deres nærmeste?

Godsejer Ulfhejm

Jeg har ingen nærmere. Mine ærlige, trofaste, grund-
hæderlige jagtkammerater –. Når en af dem blir syg
og skrøbelig, så – plaff! Dermed er vennen ekspederet
– over i det hinsidige.

(Diakonissen kommer ud fra hotellet med et bret,
hvorpå mælk og brød, og sætter det fra sig på bordet
udenfor pavillonen, som hun atter går ind i)

Godsejer Ulfhejm

( lér hånligt)

Det der, – det skal betyde menneskeføde, det! Mælke-
blande ˹og˺ mygt, klissent brød. Nej, De skulde sé mine
kammerater æde! Har De lyst til at sé på det?

Fru Maja

(smiler over til professoren og rejser sig)

Ja, gerne det{?}.

Faksimile

43.

Godsejer Ulfhejm

(rejser sig også)

De er rigtig en habil dame, De, frue. Kom så med mig.
Store, digre kødknokler sluger de hele. Gulper dem
op igen og sluger dem påny. Kom { <...> }Å, det er en rén
svir at sé på. Kom her, så skal jeg vise Dem det. Og så
skal vi snakke lidt mere om denne fjeldturen –

(Han går ud om hjørnet af hotellet. Fru Maja
følger efter ham)

(Næsten i det samme kommer den frmmede dame
ud fra pavillonen og sætter sig ved bordet{.})

Damen

(løfter mælkeglasset og vil drikke men standser
og sér hen på Rubek med tomme udtryksløse øjne)

Professor Rubek

(blir siddende ved sit bord og stirrer alvorlig og
ufravendt på hende. Endelig rejser han sig, går nog-
le skridt nærmere, standser og siger dæmpet)

Jeg kender dig godt igen, Irene.

Damen

(med klangløst mæle, sætter glasset ned)

Kan du gætte dig til det, Arnold?

Faksimile

44.

Professor Rubek

(uden at svare)

Og du kender også mig igen, sér jeg.

Damen

Med dig er det en helt anden sag.

Professor Rubek

Hvorfor det, – med mig?

Damen

Jo, du er jo i live endnu.

Professor Rubek

(fatter ikke)

I live –?

Damen

(kort efter)

Hvem var den anden? Hun, som du havde
hos dig – der ved bordet?

Professor Rubek

(lidt nølende)

Hun? Det var min – min hustru.

{.}Damen

(nikker langsomt)

Sådan. Det var godt, Arnold. Altså en, som ikke

Faksimile

45.

12.

kommer mig ved –

Professor Rubek

(usikker)

Nej, det forstår sig da –

Damen

– { <...> }en, som du har fået til dig efter min levetid
altså.

Professor Rubek

( sér pludselig stivt på hende)

Efter din –? Hvorledes mener du det, Irene?

Irene

(uden at svare)

Og barnet? Barnet lever jo også godt. Vort barn le-
ver efter mig. I herlighed og ære.

Professor Rubek

(smiler som i en fjern erindring)

Vort barn? Ja, vi kaldte det jo så – dengang.

Irene

I levetiden, ja.

Professor Rubek

(søger at slå over i munterhed)

Ja, Irene, – nu kan du tro, «vort barn» er ble’t berømt

Faksimile

46.

over den hel<...> hele vide verden. Du har da visst læst
om det?

Irene

(nikker)

Og har gjort sin far berømt også. – Det var din drøm.

Professor Rubek

{.}
(sagtere, bevæget)

Det er dig, jeg skylder alt, alt, Irene. Tak for det.

Irene

(sidder lidt og grunder)

Hvis jeg dengang havde gjort min ret, Arnold –

Professor Rubek

Nå? Hvad så?

Irene

Jeg skulde ha’ dræbt det barn.

Professor Rubek

Dræbt det, siger du!

Irene

(hviskende)

Dræbt det – før jeg rejste fra dig. Knust det. Knust
det til støv.

Professor Rubek

Faksimile

47.

(ryster bebrejdende på hovedet )

Det havde du ikke kunnet, Irene. Du havde ikke
hjerte til det.

Irene

Nej, dengang havde jeg ikke den slags hjerte.

Professor Rubek

Men siden? Bagefter?

Irene

Bagefter har jeg dræbt det utallige gange. Ved
dagslys og i mørke. Dræbt det i had – og i hævn – og
i kval.

Professor Rubek

(går helt frem til bordet og spørger sagte)

Irene, – sig mig nu endelig – efter så mange år, –
hvorfor rejste du fra mig den gang? Flygted så spor-
løst – og var ikke til at finde mere –

Irene

(ryster langsomt på hovedet )

Å Arnold, – hvorfor sige dig det nu – da jeg er hin-
sides.

Professor Rubek

Var der nogen anden, du var kommen til at elske?

Faksimile

48.

Irene

Der var én, som ikke havde brug for min kærlighed.
Ikke brug for mit liv længer.

Professor Rubek

(afledende)

Hm, – lad os ikke tale mere om det fordums –

Irene

Nej, nej, bare ikke tale om det hinsidige. Om det,
som nu er hinsidigt for mig.

Professor Rubek

Hvor har du færdedes, Irene? Du har været lige-
som udslettet for alle mine efterforskninger.

Irene

Jeg gik ind i mørket – da barnet stod der i for-
klarelsens lys.

Professor Rubek

Har du rejst meget omkring i verden?

Irene

Ja. Rejst i mange riger og lande.

Professor Rubek

( sér deltagende på hende)

Og hvad har du taget dig til, Irene?

Faksimile

49.

13.

Irene

(retter øjnene på ham)

Bi lidt; lad mig sé –. Jo, nu har jeg det. Jeg har stået
på drejeskiven i varietéer. Stået som nøgen statue i
levende billeder. Strøget mange penge ind. Det var
jeg ikke vant til hos dig; for du havde ingen. – Og så har
jeg været sammen med mandfolk, som jeg kunde gøre
gale i hodet. – Det var jeg ˹heller˺ heller ikke vant til hos dig, Arn-
old. Du holdt bedre stand, du.

Professor Rubek

(haster forbi spørsmålet)

Og så har du jo giftet dig også?

Irene

Ja; med én af de{n}m.

Professor Rubek

Hvem er din mand?

Irene

Han var en sydamerikaner . Høj diplomat.

( ser hen for sig med et forstenet smil)

Ham fik jeg gjort rent helt vanvittig; gal, – uhel-
bredelig gal; ubønhørlig gal. – Ret løjerligt, kan du
tro, – så længe det forberedtes. Kunde gerne lé ind-

Faksimile

50.

vendig fort væk. – Hvis jeg havde noget indvendigt.

Professor Rubek

Og hvor lever han nu?

Irene

Nede i en kirkegård et steds. Med et højt, stadse-
ligt monument over sig. Og med en ranglende
blykugle inde i hjerneskallen.

Professor Rubek

Dræbte han sig selv?

Irene

Ja. Han behaged at komme mig i forkøbet.

Professor Rubek

Sørger du ikke over ham, Irene?

Irene

(uforstående)

Hvem skulde jeg sørge over?

Professor Rubek

Over herr von Satow, vel.

Irene

Han hed ikke Satow.

Professor Rubek

Ikke?

Faksimile

51.

Irene

Min anden mand heder Satow. Han er russer –

Professor Rubek

Og hvor er han henne?

Irene

Langt borte { <...> }i Uralbergene. Mellem alle sine
guldminer.

Professor Rubek

Der lever han altså?

Irene

(trækker på skuldrene)

Lever? Lever? Egentlig har jeg dræbt ham –

Professor Rubek

(farer sammen)

Dræbt –!

Irene

Dræbt med en fin, spids dolk, som jeg altid har med
mig i sengen –

Professor Rubek

(i udbrud)

Jeg tror dig ikke, Irene!

Irene

Faksimile

52.

(smiler mildt)

Du kan så godt tro det, Arnold.

Professor Rubek

( ser deltagende på hende)

Har du aldrig havt noget barn?

Irene

Jo, jeg har havt mange børn.

Professor Rubek

Og hvor er de børn henne nu?

Irene

Jeg dræbte dem.

Profess Rubek

(strængt)

Nu sidder du og lyver for mig igen!

Irene

Jeg har dræbt dem, siger jeg dig. Så ret inderligt
har jeg myrdet dem. Så fort, så fort de bare kom til
verden. Å, længe, længe før. Det ene efter det andet.

Professor Rubek

(tungt, alvorligt)

Der er noget fordulgt bag ved al din tale.

Irene

Faksimile

53.

14.

Hvad kan jeg for det? Hvert ord, jeg siger dig, hviskes
mig i øret.

Professor Rubek

Jeg tror, jeg er den eneste, som aner meningen.

Irene

Du burde vel være den eneste.

Professor Rubek

(støtter hænderne mod bordet og sér dybt på hende)

Der er strenge i dig, som er sprunget i stykker.

Irene

(mildt)

Det gør det visst altid når en ung blodsvulmende kvinde dør.

Professor Rubek

Å Irene, kom dog bort fra disse forvildede forestil-
linger –! Du lever jo! Lever, – lever!

Irene

(rejser sig langsomt op fra stolen og siger bævende)

Jeg var død i <...> mange år. De kom og bandt mig. Snørte
armene sammen på ryggen –. Så sænkte de mig ned
i et gravkammer med jernstænger for lugen. Og med pol-
strede vægge, – så ingen ovenover på jorden kunde høre

Faksimile

54.

gravskrigene –. Men nu begynder jeg så halvvejs at stå
op fra de døde.

(hun sætter sig atter)

Professor Rubek

(lidt efter)

Holder du mig for at være den skyldige?

Irene

Ja.

Professor Rubek

Skyldig i det, – som du kalder din død?

Irene

Skyldig i det, at jeg måtte dø.

(slår over i en ligegyldig tone)

Hvorfor sætter du dig ikke ned, Arnold?

Professor Rubek

Tør jeg det?

Irene

Ja. – Du skal ikke være ræd for kuldegysninger.
For jeg tror ikke jeg er rigtig isnet endnu.

Professor Rubek

[HIS: startparentes mangler]flytter en stol og sætter sig ved bordet)

Se så, Irene. Nu sidder vi to sammen ligesom i

Faksimile

55.

fordums dage.

Irene

Lidt på afstand fra hinanden. Også ligesom i for-
dums dage.

Professor Rubek

(rykker nærmere)

Det måtte så være dengang.

Irene

Måtte det?

Professor Rubek

(afgørende)

Der måtte være afstand mellem os –

Irene

Ja, måtte der endelig det, Arnold?

Professor Rubek

(vedbliver)

Husker du, hvad du svared, da jeg spurgte om du
vilde følge med mig ud i det fjerne?

Irene

Jeg rakte mine tre fingre i vejret og loved at jeg vil-
de følge med dig til verdens og til livets ende. Og at
jeg vilde tjene dig i alle ting –

Faksimile

56.

Professor Rubek

Som model for mit kunstværk –

Irene

– i fri, fuld nøgenhed –

Professor Rubek

(bevæget)

Og du tjente mig også, Irene, – så frejdigt, – så glad
og hensynsløs.

Irene

Ja, med hele min ungdoms bankende blod tjente
jeg dig!

Professor Rubek

(nikker, med et taknemmeligt blik)

Det tør du så trøstig sige

Irene

Faldt ned for din fod og tjente dig, Arnold!

(knytter hånden imod ham)

Men du, du, – du –!

Professor Rubek

(afværgende)

Jeg forbrød mig aldrig imod dig! Aldrig, Irene!

Irene

Faksimile

57.

15.

Jo, du gjorde! Du forbrød dig imod det inderst med-
fødte i mig –

Professor Rubek

(rykker tilbage)

Jeg –!

Irene

Ja, du! Jeg stilled mig helt og rundt frem for dig
til beskuelse –

(sagtere)

Og aldrig en eneste gang rørte du mig.

Professor Rubek

Irene, forstod du ikke at mangen dag var jeg som
sanseforvildet af al din dejlighed?

Irene

(fortsætter uforstyret )

Og alligevel, – havde du rørt mig, så tror jeg, jeg hav-
de dræbt dig på stedet. For jeg havde en spids nål
med mig. Gemt den inde i håret –

(stryger sig grublende over panden)

Ja men – nej, alligevel, – alligevel; – at du kunde –

Professor Rubek

( sér eftertrykkeligt på hende)

Faksimile

58.

Jeg var kunstner, Irene.

Irene

{.}
(mørkt)

Just det. Just det.

Professor Rubek

Først og fremst kunstner. Og jeg gik der syg og vil-
de skabe mit livs store værk.

(fortaber sig i erindring)

Det skulde kaldes «Opstandelsens dag».Skulde
fremstilles i lignelse af en ung kvinde, som våg-
ner af dødssøvnen –

Irene

Vort barn, ja –

Professor Rubek

(vedbliver)

Det skulde være jordens ædleste, reneste, idealeste
kvinde, hun, som vågner. Så fandt jeg dig. Dig kun-
de jeg bruge i et og alt. Og du føjed dig så glad og så
gerne. Og du gav slip på slægt og hjem – og fulgte med
mig.

Irene

Det blev min barnealders opstandelse at jeg fulgte

Faksimile

59.

med dig.

Professor Rubek

Just derfor kunde jeg mest bruge dig. Dig og in-
gen anden. Du blev mig en høj-hellig skabning, som
bare måtte røres ved i tilbedende tanker. Jeg var jo
endnu ung den gang, Irene. Og den overtro fyldte
mig, at rørte jeg dig, begærte jeg dig i sanselighed, så
vilde mit sind vanhelliges, så at jeg ikke kunde skabe
færdig det, som jeg stræbte efter. – Og jeg tror endnu
at der er nogen sandhed i det.

Irene

(nikker med et anstrøg af hån)

Først kunstværket, – siden menneskebarnet.

Professor Rubek

Ja du får dømme om det, som du vil. Men jeg var
helt under min opgaves magt dengang. Og følte mig
så jublende lykkelig ved det.

Irene

Og du vandt bugt med din opgave, du, Arnold.

Professor Rubek

Takket og velsignet være du, – så vandt jeg bugt
med opgaven. Jeg vilde skabe den rene kvinde så-

Faksimile

60.

ledes, som jeg syntes hun måtte vågne på opstandelsens
dag. Ikke undrende over noget nyt og ukendt og uanet.
Men fyldt af en helligdoms glæde over at genfinde sig
selv uforvandlet, – hun, jordkvinden, – i de højere, fri-
ere, gladere egne, – efter den lange, drømmeløse døds-
søvn.

(taler sagtere)

Således skabte jeg hende. – I dit billede skabte
jeg hende, Irene.

Irene

(lægger hænderne fladt på bordet og læner sig til-
bage mod stolryggen)

Og så var du færdig med mig –

Professor Rubek

(bebrejdende)

Irene!

Irene

– havde ikke brug for mig længer –

Professor Rubek

Og det kan du sige!

Irene

– begyndte at sé dig om efter andre idealer –

Faksimile

61.

16.

Professor Rubek

Fandt ingen, ingen efter dig.

Irene

Og ingen andre modeller, Arnold?

Professor Rubek

Du var ingen model for mig. Du var min sk{ <...> }abnings
ophav.

Irene

(tier en liden stund)

Hvad har du digtet siden? I marmor mener
jeg. Efter den dag, jeg rejste fra dig?

Professor Rubek

Intet har jeg digtet efter den dag. Bare gået og
puslet og modelleret.

Irene

Og den kvinde, som du nu lever sammen med –?

Professor Rubek

(afbryder hæftigt )

Tal ikke om hende nu! Det svier mig for brystet.

Irene

Hvor tænker du at rejse hen med hende?

Professor Rubek

Faksimile

62.

(slap og træt)

Nu får jeg vel rejse en langsommelig færd nord-
efter kysten.

Irene

( sér på ham, smiler næsten umærkeligt og hvisker)

Rejs heller højt op mellem fjeldene. Så højt op, du
kan komme. Højere, højere, – altid højere, Arnold.

Professor Rubek

(spændt, i forventning)

Vil du did op?

Irene

Har du mod til at træffe mig én gang til?

Professor Rubek

(kæmpende, usikker)

Ifald vi kunde, – å, ifald vi kunde –!

Irene

Hvorfor kan vi ikke, hvad vi vil?

( sér på ham og hvisker bedende med foldede hænder)

Kom, kom, Arnold! Å, kom op til mig –!

(Fru Maja kommer blussende glad frem bag
hjørnet af hotellet og skynder sig hen til bordet,
hvor de før sad)

Faksimile

63.

Fru Maja

(endnu ved hjørnet, uden at se sig om)

Nej nu får du sige, hvad du sige vil, Rubek, så –

(standser da hun får øje på Irene)

Å undskyld, – du har nok gjort bekendtskab,
mærker jeg.

Professor Rubek

(kort)

Fornyet bekendtskab.

(står op)

Hvad var det så, du vilde mig?

Fru Maja

Det var bare det, jeg vilde sige dig, – at du får gøre
som du selv vil, – men jeg rejser ikke med dig på
dette her ækle dampskibet.

Professor Rubek

Hvorfor ikke det?

Fru Maja

Nej, for jeg vil op på fjeldet og i skogene, – vil jeg.

(indsmigrende)

Å, du må la’ mig få lov til det, Rubek! – Jeg skal
være så snil, så snil bagefter!

Faksimile

64.

Professor Rubek

Hvem er det, som har sat dig på de tanker?

Fru Maja

Det er han. Den fæle bjørnedræberen. Å du kan ikke
forestille dig alt det vidunderlige, han for-
tæller om fjeldet. Og om livet deroppe! Stygt, fælt,
skrækkelig afskyeligt er det meste af det, han lyver
sammen –. Ja for jeg tror næsten at han lyver. Men så
vidunderlig dragende er det alligevel. Å må jeg få lov
til at rejse med ham? Bare for at jeg kan få sé, om det
er sandt, han siger, skønner du. Må jeg det, Rubek?

Professor Rubek

Ja, det må du så gerne for mig. Rejs du bare op
mellem fje{d}ldene – så langt og så længe, som du selv
vil. Jeg rejser kanske samme vej som du.

Fru Maja

(hurtigt)

Nej, nej, nej, det behøver du jo slet ikke! For min
skyld ikke!

Professor Rubek

Jeg vil tilfjelds. Har bestemt mig til det nu.

Fru Maja

Faksimile

65.

17.

Å tak, tak! Må jeg fortælle det til bjørnedræbe-
ren straks?

Professor Rubek

Fortæl du til bjørnedræberen alt, hvad du lyster.

Fru Maja

Å tak, tak, tak!

(vil gribe hans hånd; han afværger det)

Å nej, – hvor du er sød og snil idag, Rubek!

(hun løber ind i hotellet)

(I det samme åbnes døren til pavillonen sagte
og lydløst på klem. Diakonissen står spejdende på
vagt indenfor i døråbningen. Ingen sér hende)

Professor Rubek

,
(bestemt, vender sig til Irene)

Træffes vi altså deroppe?

Irene

.
˹(rejser sig langsomt)˺

Ja, vi træffes visselig. – Jeg har ledt så længe
efter dig.

Professor Rubek

Hvad tid begyndte du at lede efter mig, Irene?

Irene

(med et drag af spøgende bitterhed)

Faksimile

66.

Fra den tid det gik op for mig at jeg havde givet
dig noget nok så umisteligt, Arnold. Noget, som
en aldrig burde skille sig ved.

Professor Rubek{.}

(bøjer hovedet )

Ja, det er så nagende sandt. Du gav mig tre–fire
af din ungdoms år.

Irene

Mere, mere end det, gav jeg dig. Jeg ødeland, –
som jeg dengang var.

Professor Rubek

Ja, ødsel var du, Irene. Du gav mig hele din
nøgne dejlighed –

Irene

– til beskuelse –

Professor Rubek

– og til forherligelse –

Irene

Ja, til forherligelse for dig selv. – Og for barnet.

Professor Rubek

For dig også, Irene.

Irene

Faksimile

67.

Men den dyreste gave har du glemt.

Professor Rubek

Den dyreste –? Hvilken gave var det?

Irene

Jeg gav dig min unge, levende sjæl. Så stod jeg
der og var tom indvendig. – Sjælløs.

( sér stivt stirrende på ham)

Det var det, jeg døde af, Arnold.

(Diakonissen åbner døren helt og gør plads
for hende)

( Hun går ind i pavillonen)

Professor Rubek

(står og sér efter hende; så hvisker han)

Irene!

Faksimile

68.

Anden akt.

(Oppe ved et højfjeldssanatorium. Landska-
bet strækker sig som en træløs, umådelig vidde ind-
over imod et langt fjeldvand. På den anden side af
vandet stiger en række af højfjeldstinder med blå-
nende sné i kløfterne. I forgrunden til venstre ris-
ler en bæk i delte striber nedover en brat fjeldvæg og
flyder derfra i jævnt løb over vidden ud til højre.
Kratskog, planter og stene langs bækkeløbet. I for-
grunden til højre en bakke med en stenbænk oppe på
højden. Det er en sommereftermiddag hen imod sol-
nedgang)

[HIS: startparentes mangler]I frastand inde på vidden hinsides bækken le-
ger og danser en flok syngende småbørn. De er dels
byklædte dels i folkedragter. Glad latter høres dæm-
pet under det følgende)

(Professor Rubek sidder oppe på bænken med et
plæd over skulderen og ser ned på børnenes leg)

Faksimile

69.

18.

(Lidt efter kommer fru Maja frem mellem nogle
busker på vidden til venstre i mellemgrunden og
spejder udover med hånden skyggende f{ø}or øjnene.
Hun bærer en flad turisthue, kort, ophæftet skørt,
som kun rækker til midt på læggen, og høje, solide
snørestøvler. I hånden har hun en lang springstav)

Fru Maja

(får omsider øje på professor Rubek og råber)

Halloj!

(Hun går fremover vidden, springer ved hjælp af
staven over bækkeløbet og stiger op ad bakken)

Fru Maja

(pustende)

Å hvor jeg har rendt og ledt efter dig, Rubek.

Professor Rubek

(nikker ligegyldig og spørger)

Kommer du nede fra sanatoriet?

Fru Maja

Ja, nu sidst kommer jeg ud fra det flueskabet.

Professor Rubek

( sér lidt hen på hende)

Du var ikke ved middagsbordet, la’ jeg mærke til.

Faksimile

70.

Fru Maja

Nej, vi holdt vor middag under åben himmel,
vi to.

Professor Rubek

«Vi to»? Hvad er det for nogen to?

Fru Maja

Jeg – og så denne fæle bjørnedræberen, vel.

Professor Rubek

Nå så, han.

Fru Maja

Ja. Og imorgen tidlig, så skal vi ud igen.

Professor Rubek

Efter bjørn?

Fru Maja

Ja. Ud og dræbe bamsen.

Professor Rubek

Har I fundet spor af nogen?

Fru Maja

(overlegent)

Der findes da ikke bjørn her oppe på nøgne fjel-
det, véd jeg.

Professor Rubek

Faksimile

71.

Hvor da?

Fru Maja

Dybt under. Nede i lierne; i tykkeste skogen. Hvor
det er rent ufremkommeligt for almindelige byfolk –

Professor Rubek

Og der skal I to ned imorgen?

Fru Maja

(kaster sig ned i lyngen)

Ja, vi har aftalt det. – Eller kanske vi ta’r afsted
allerede iaften. – Hvis ikke du har noget imod det da?

Professor Rubek

Jeg? Nej det være så langt fra –

Fru Maja

(hurtigt)

Lars følger forresten med; naturligvis. – Med kob-
belet.

Professor Rubek

Jeg har sletikke erkyndiget mig om herr Lars og
hans kobbel.

(afbrydende)

Men vil du ikke heller sætte dig ordentligt her
på bænken?

Faksimile

72.

Fru Maja

(døsig)

Nej tak. Jeg ligger så dejligt i den bløde lyngen.

Professor Rubek

Jeg kan sé på dig at du er træt.

Fru Maja

(gisper)

Tror næsten, jeg begynder at bli’ det.

Professor Rubek

Det kommer først bagefter, det. Når spændingen
er over –

Fru Maja

(i søvnig tone)

Ja. Jeg vil ligge og lukke øjnene.

(Kort ophold)

Fru Maja

(pludselig utålmodig)

Uh, Rubek, – at du kan holde ud at sidde og høre
på de ungernes skrål! Og så sé på alle de bukkespring,
de gør!

Fru Maja

Professor Rubek

Faksimile

73.

19.

Der er noget harmonisk, – næsten som musik, – i
de bevægelser – en gang imellem. Midt i alt det klod-
sede. Og de enkelte gange er det morsomt at sidde
og passe på – når de kommer.

Fru Maja

( lér lidt hånligt)

Ja, du er nu evig og altid kunstner, du.

Professor Rubek

Vilde gerne vedbli’ at være det.

Fru Maja

(drejer sig om på siden, så hun vender ryggen
til ham)

Han er ikke spor af kunstner, han.

Professor Rubek

(opmærksom)

Hvem er det, som ikke er kunstner?

Fru Maja

(atter i søvnig tone)

Han, den anden, vel.

Professor Rubek

Bjørneskytten, mener du?

Fru Maja

Faksimile

74.

Ja. Ikke spor af kunstner er han. Ikke spor!

Professor Rubek

(smiler)

Nej, det tror jeg du har så grundig ret i i.

Fru Maja

( hæftig , uden at røre sig)

Og så styg, som han er!

(rykker en tot lyng op og kaster det fra sig)

Så styg, så styg! Isch!

Professor Rubek

Er det derfor du så trøstig lægger i vej med ham –
ude i vildmarkerne?

Fru Maja

(kort)

Det véd jeg ikke.

(vender sig imod ham)

Du er også styg, Rubek.

Professor Rubek

Opdager du først det nu?

Fru Maja

Nej, jeg har sét det længe.

Professor Rubek

Faksimile

75.

(trækker på skuldrene)

Man ældes. Man ældes, fru Maja.

Fru Maja

Det er sletikke den slags, jeg mener. Men du har
fået noget så træt, så opgivet i øjekastet –. Når du
sådan nådigst skotter hen til mig – en gang i-
mellem.

Professor Rubek

Synes du, du har mærket det?

Fru Maja

(nikker)

Lidt efter lidt har du fået dette her onde i øjnene.
Det er næsten som om du gik og la’ lumske an-
slag op imod mig.

Professor Rubek

Så?

(venlig, men alvorlig)

Kom her og sæt dig hos mig, Maja. Så skal vi
snakke lidt sammen.

Fru Maja

(hæver sig halvt ivejret)

Må jeg få lov til at sidde på dit knæ da? Li-

Faksimile

76.

gesom i de første årene?

Professor Rubek

Nej det må du ikke. For folk kan sé os nede fra
hotellet.

(flytter sig lidt)

Men du kan få sidde her på bænken – ved siden
af mig.

Fru Maja

Nej tak; så blir jeg heller liggende, hvor jeg ligger.
Jeg kan godt høre her.

( sér spørgende på ham)

Nå, hvad var det så for noget, du vilde snak-
ke om?

Professor Rubek

(begynder langsomt)

Hvorfor, tror du, det egentlig var jeg gik ind
på at vi skulde gøre denne sommerrejsen?

Fru Maja

Jah, – du påstod jo rigtignok blandt andet
at jeg vilde ha’ så urimelig godt af det. Men –

Professor Rubek

Men –?

Faksimile

77.

20.

Fru Maja

Men nu tror jeg ikke længer en snus på at
det var derfor –

Professor Rubek

Og hvorfor da, tror du nu?

Fru Maja

Nu tror jeg at det var for denne blege damens skyld.

Professor Rubek

For fru von Satows –!

Fru Maja

Ja hun, som hænger i hælene på os. I går aftes duk-
ked hun jo op her også.

Professor Rubek

Men hvad i al verden –!

Fru Maja

Nå, du har jo kendt hende så inderlig godt. Læn-
ge før du kendte mig.

Professor Rubek

Havde glemt hende igen også, – længe før jeg kendte
dig.

Fru Maja

(sætter sig oprejst)

Faksimile

78.

Kan du glemme så let, du, Rubek?

Professor Rubek

(kort)

Ja så overmåde let.

(tilføjer barskt)

Når jeg vil glemme.

Fru Maja

En kvinde, som har stået model for dig også?

Professor Rubek

(afvisende)

Når jeg ikke har brug for hende længer, så –

Fru Maja

En, som har klædt sig helt af for dig?

Professor Rubek

Betyder ingenting. Ikke for os kunstnere.

(slår om i en anden tone)

Og så, – hvorledes, – om jeg tør spørge, – skulde jeg
kunne ane at hun var her i landet?

Fru Maja

Å du kunde jo ha’ læst hendes navn på en bade-
liste. I en af vore aviser.

Professor Rubek

Faksimile

79.

Ja men jeg kendte jo sletikke det navn, hun nu
gi’r sig. Havde aldrig hørt tale om nogen herr
von Satow.

Fru Maja

(anstiller sig træt)

Nå herregud , så var det vel af en anden grund
at du endelig vilde rejse da.

Professor Rubek

(alvorlig)

Ja, Maja, – det var af en anden grund. Af en helt
anden. Og det er det, vi da engang må komme
til at udtale os om.

Fru Maja

(med et undertrykt latteranfald)

Jøss’, hvor højtidelig du sér ud!

Professor Rubek

(mistroisk forskende)

Ja kanske lidt mere højtidelig, end nødvendigt er.

Fru Maja

Hvorledes –?

Professor Rubek

Og godt og vel er jo det, for os begge.

Faksimile

80.

Fru Maja

Du begynder at gøre mig nysgærrig, Rubek.

Professor Rubek

Bare nysgærrig? Ikke en smule urolig?

Fru Maja

(ryster på hodet)

Ikke spor.

Professor Rubek

Godt. Så hør da her. – Du sa’ den dagen dernede
ved badet at du syntes jeg var ble’t så nervøs i den
senere tid –

Fru Maja

Ja det er du da virkelig også.

Professor Rubek

Og hvad tror du årsagen kan være til det?

Fru Maja

Hvor kan jeg vide –?

(raskt)

Du er kanske ble’t ked af dette evige samliv
med mig.

Professor Rubek

Evige –? Sig lige så godt: evindelige.

Faksimile

81.

21.

Fru Maja

Daglige samliv da. Vi har jo nu gået dernede, vi
to enlige mennesker, i samfulde fire–fem år og
næsten ikke været en time fra hinanden. – Vi to
ganske alene.

Professor Rubek

(interesseret)

Nå ja? Og så –?

Fru Maja

(lidt trykket)

Du er jo ingen selskabsmand, Rubek. Gåer helst
så’n for dig ˹selv˺ og tumler med dit eget. Og jeg kan jo
ikke tale ordentligt med dig om dine sager. Om alt
dette med kunst og sligt noget –

(slår ud med hånden)

Og bryr mig, ved gud , ikke stort om det heller!

Professor Rubek

Nå ja-ja; derfor så sidder vi jo mest ved kaminen
og prater om dine sager.

Fru Maja

Å herregud , – jeg har ingen sager at prate om.

Professor Rubek

Faksimile

82.

Nå, det er småting kanské . Men tiden går i alt
fald for os på den måde også, Maja.

Fru Maja

Ja, det har du ret i. Tiden går. Den holder på at
gå fra dig, Rubek! – Og det er vel egentlig det, som
gør dig så urolig –

Professor Rubek

(nikker hæftigt )

Og så hvileløs!

(vrider sig på bænken)

Nej, jeg holder snart ikke dette fattige liv ud
længer!

Fru Maja

(rejser sig og står en liden stund og sér på ham)

Vil du være kvit mig, så sig bare til.

Professor Rubek

Hvad er nu det igen for talemåder? Være kvit dig?

Fru Maja

Ja hvis du vil være af med mig, så skal du sige
det lige ud. Og så skal jeg gå[HIS: 'å' mangler bolle] straks på timen.

Professor Rubek

(smiler næsten umærkeligt)

Faksimile

83.

Skal dette betyde en trusel, M{ <...> }aja?

Fru Maja

Det, jeg sa’, kan så visst ikke være nogen trusel
for dig.

Professor Rubek

(rejser sig)

Nej, du har egentlig ret i det.

(tilføjer lidt efter)

Du og jeg kan umulig bli’ ved at leve så’n sam-
men –

Fru Maja

Nå altså –!

Professor Rubek

Ikke noget altså.

(med eftertryk på ordene)

Fordi om vi to ikke kan bli’ ved at leve sammen
alene, – så behøver vi jo ikke at skilles for det.

Fru Maja

(smiler hånligt)

Bare separeres en liden smule, mener du?

Professor Rubek

(ryster på hodet)

Faksimile

84.

Behøves heller ikke.

Fru Maja

Nå da? Ryk ud med hvad du vil gøre med mig.

Professor Rubek

(noget usikker)

Hvad jeg nu føler så levende – og så pinligt – at
jeg trænger til, det er at eje en omkring mig, som
stod mig rigtig inderlig nær –

Fru Maja

( afbryder ham i spænding)

Gør ikke jeg det, Rubek?

Professor Rubek

(afvisende)

Ikke sådan at forstå. Jeg måtte ha’ samliv med
et andet menneske, der ligesom kunde udfylde
mig, – fuldstændiggøre mig, – være et med mig i
al min gerning.

Fru Maja

(langsomt)

Ja i så’ne svære ting vilde jo ikke jeg kunne
tjene dig.

Professor Rubek

Faksimile

85.

22.

Å nej, det vilde du nok pænt la’ være, Maja.

Fru Maja

(udbryder)

Og jeg havde, ved gud , heller ikke nogen lyst til det, du!

Professor Rubek

Véd det så såre godt. – Og det var jo heller ikke
med nogen slig livshjælp for øje at jeg knytted
dig til mig.

Fru Maja

(iagttage{t}r ham)

Jeg kan sé på dig at du står og tænker på en
anden en.

Professor Rubek

Så? Jeg har ellers ikke mærket at du var tanke-
læser. Men du kan altså sé det?

Fru Maja

Ja jeg kan. Å jeg kender dig så godt, så godt, Rubek!

Professor Rubek

Så kan du kanske også sé , hvem det er, jeg tæn-
ker på?

Fru Maja

Ja det kan jeg da rigtignok.

Faksimile

86.

Professor Rubek

Nå? Vær af den godhed –?

Fru Maja

Du står og tænker på denne – denne modellen, som
du engan{ <...> }g har brugt til at –

(slipper pludselig tanketråden)

Véd du at folk nede i hotellet tror hun er gal?

Professor Rubek

Så? Og hvad tror folk nede i hotellet om dig og
bjørnedræberen da?

Fru Maja

Det kommer jo ikke sagen ved.

(fortsætter, hvor hun før slap)

Men det var denne her blege damen, som du stod
og tænkte på.

Professor Rubek

(frejdig)

Just netop på hende. – Da jeg ikke længer hav-
de brug for hende –. Og da hun desuden rejste fra
mig, – forsvandt – sådan uden videre –

Fru Maja

Så tog du imod mig som en slags nødskil-

Faksimile

87.

ling kanske ?

Professor Rubek

(hensynsløsere)

Noget sådant, oprigtig talt, lille Maja. Jeg
havde da i et år eller halvandet gået der ensom og
grublende, og lagt den sidste – den aller sidste hånd
på mit værk. «Opstandelsens dag» gik ud over
verden og bragte mig ry – og al anden herlighed
forresten.

(varmere)

Men jeg elskede ikke mit eget værk længer.
Menneskenes blomster og virak kunde gerne
jaget mig kvalmende og fortvilet ind i de tyk-
keste skoge.

( sér på hende)

Du, som jo er tankelæser, – kan du gætte, hvad
der så faldt mig ind?

Fru Maja

(henkastende)

Ja det faldt dig ind at lave portrætbyster af
herrer og damer.

Professor Rubek

Faksimile

88.

(nikker)

Efter bestilling, ja. Med dyrefjæs bag maskerne.
Det fik de gratis; på købet, forstår du.

(smilende)

Men det var nu ikke egentlig det, jeg nærmest
mente.

Fru Maja

Hvad da?

Professor Rubek

(atter alvorlig)

Det var det, at hele dette her med kunstnerkald og
med kunstnergerning – og sligt noget, – det begyndte
at forekomme mig som noget så tomt og hult og intet-
sigende igrunden.

Fru Maja

Hvad vilde du da sætte i stedet?

Professor Rubek

Livet, Maja.

Fru Maja

Livet?

Professor Rubek

Ja er da ikke livet i solskin og skønhed noget

Faksimile

89.

23.

ganske anderledes værdifuldt en det, at gå her til
sine dages ende i et råt, fugtigt hul og mase sig død-
sens træt med lérklumper og stenblokke?

Fru Maja

(med et lidet suk)

Jo, det har rigtignok jeg altid syntes.

Professor Rubek

Og så var jeg jo ble’t rig nok til at leve i overflod og
i ørkesløst dirrende sollys. Kunde la’ bygge for mig
både villaen ved Taunitzer See og palæet i hoved-
staden. Og alt det øvrige for resten.

{M}Fru Maja

(slår ind i hans tone)

Og så til syvende og sidst havde du råd til at for-
skaffe dig mig også. Og gav mig lov til at bruge af
alle dine skatte.

Professor Rubek

(spøger bortledende)

Loved jeg dig ikke at ta’ dig med mig op på et
højt berg og vise dig al verdens herlighed?

Fru Maja

(med et sagtmodigt udtryk)

Faksimile

90.

Du har ta’et m kanske ta’et mig med dig op på
et nok så højt berg, Rubek, – men du har ikke vist
mig al verdens herlighed.

Professor Rubek

( lér irriteret)

Hvor du er ufornøjelig, Maja! Så rent ufornøje-
lig!

(udbryder hæftigt )

Men véd du, hvad det mest fortvilede er? Kan
du ane det?

Fru Maja

(i stille trods)

Ja det er vel det, at du gik hen og tog mig med
dig – for hele livet.

Professor Rubek

Jeg vilde ikke udtrykke mig med så hjerte-
løse ord.

Fru Maja

Men meningen er visst lige så hjerteløs.

Professor Rubek

Du har ikke noget rigtig klart begreb om hvorledes
en kunstnernatur sér ud indvendig.

Faksimile

91.

Fru Maja

.
H (smiler og ryster på hodet)

Herregud, jeg har ikke engang begreb om, hvor-
ledes jeg selv sér ud indvendig.

Professor Rubek

(vedbliver uforstyrret)

Jeg lever så ilsomt, Maja. Vi lever så, vi kunst-
nere. Jeg for min part har gennemlevet et helt livs-
løb i de få år vi to har kendt hinanden. Jeg er kom-
met til at sé at det slet ikke ligger for mig at søge
lykken i ørkesløs nydelse. Livet ligger ikke sådan
til rette for mig og mine lige. Jeg må bli’ ved at vir-
ke, – skabe værk på værk, – lige indtil min sidste
dag.

(med overvindelse)

Derfor er det at jeg ikke længer kan komme ud
af det med dig, Maja. – Ikke læ{ <...> }nger med dig alene.

Fru Maja

(rolig)

Vil det med rene, simple ord sige at du er ble’t
ked af mig?

Professor Rubek

Faksimile

92.

(bruser ud)

Ja det vil det sige! Jeg er ble’t ked, – uudholdelig ked
og træt af og slap af samlivet med dig! Nu véd
du det.

(fatter sig)

Det er stygge, hårde ord, jeg siger dig. Jeg føler
det så godt selv. Og du har ingenting forskyldt i
det stykke; – det erkender jeg villigt. Det er ene og
alene mig, som nu igen har undergået en om-
væltning –

(halvt hen for sig)

– en opvågnen til mit egentlige liv.

Fru Maja

(folder uvilkårlig hænderne)

Men hvorfor i al verden kan vi så ikke gå fra
hin{d}anden da?

Professor Rubek

( sér forbauset på hende)

Kunde du ville det?

Fru Maja

(rykker på skuldren)

Jah, – hvis der ikke er andet for, så –

Faksimile

93.

24.

Professor Rubek

(ivrig)

Men der er andet for. Der er en udvej –

Fru Maja

(løfter pegefingeren)

Nu tænker du på den blege damen igen!

Professor Rubek

Ja, ærligt talt, så må jeg uafladelig tænke på hende.
Lige siden jeg traf hende påny.

(et skridt nærmere)

For nu vil jeg betro dig noget, Maja.

Fru Maja

Nå?

Professor Rubek

(banker sig på brystet)

Her inde, sér du, – her har jeg et bitte lidet dir-
kefrit skrin. Og i det skrinet ligger alle mine bil-
ledsyner forvaret. Men da hun rejste så spor-
løst væk, så gik skrinet i baglås. Og hun havde
nøglen, – og den tog hun med sig. – Du, lille Maja,
du havde ingen nøgle, du. Derfor ligger det altsam-
men ubrugt derinde. Og årene går! Ikke muligt

Faksimile

94.

for mig at komme til skatten.

Fru Maja

(kæmper med et underfundigt smil)

Så få hende til at lukke op for dig igen –

Professor Rubek

(uforstående)

Maja –?

Fru Maja

– for nu er hun her jo. Og det er vel sagtens for
dette skrinets skyld at hun er kommet.

Professor Rubek

Ikke med et ord har jeg rørt ved de ting for
hende!

Fru Maja

( sér uskyldig på ham)

Men snille Rubek, – er det da værdt at gøre
al den opstyr og alle disse her ophævelser for no-
get, som er en så ganske ligefrem sag?

Professor Rubek

Synes du at dette her er så ganske ligefrem?

Fru Maja

Ja det synes jeg da rigtignok. Slut du dig

Faksimile

95.

bare til den, du mest behøver.

(nikker til ham)

Jeg skal nok altid vide at finde mig en plads.

Professor Rubek

Hvor, mener du?

Fru Maja

(sorgløst, undvigende)

Nå, – jeg kan jo bare flytte ud på villaen, hvis det
blir nødvendigt. Men det blir det ikke. For inde i
byen, – i hele vort store hus, må der da vel – med lidt
god vilje – kunne bli’ rum til tre.

Professor Rubek

(usikker)

Og tror du at det vil kunne gå i længden?

Fru Maja

(i en let tone)

Herregud, – går det ikke, så går det ikke. Der
er ikke noget at snakke om den ting.

Professor Rubek

Og hvad gør vi så, Maja, – hvis det nu ikke går?

Fru Maja

(ubekymret)

Faksimile

96.

Så går vi to simpelt hen af vejen for hinanden.
Helt væk. Jeg finder mig altid noget nyt et steds
i verden. Noget frit! Frit! Frit! – Det har ingen
nød med det, professor Rubek!

(peger pludselig ud til højre)

Sé der! Der har vi hende.

Professor Rubek

(vender sig)

Hvor?

Fru Maja

Ude på l sletten. Skridende – som en marmor-
støtte. Hun kommer hidover.

Professor Rubek

(står og stirrer med hånden over øjnene)

Sér hun ikke ud som den levendegjorte opstan-
delse?

(hen for sig)

Og hende kunde jeg flytte –. Og stille hen i
skyggen! Omskabe hende –. Å jeg dåre!

Fru Maja

Hvad skal det sigte til?

Professor Rubek

Faksimile

97.

25.

(afværgende)

Ingen ting. Ikke noget, som du vil kunne forstå.

(Irene kommer fra højre frem over vidden. De
legende børn har allerede tidligere fået øje på hende
og er løbne hende imøde. Nu er hun omringet af
børneflokken; nogle synes frejdige og tillidsful-
de, andre sky og ængstelige. Hun taler sagte til
dem og betyder dem at de skal gå ned til sana-
toriet; hun selv vil hvile sig lidt ved bækken. Bør-
nene løber ned over skråningen til venstre i mel-
lemgrunden{ <...> }. Irene går hen til bergvæggen og la-
der vandstrålerne risle kølende over sine hænder)

Fru Maja

(dæmpet)

Gå ned og tal med hende på tomands hånd, Rubek.

Professor Rubek

Og hvor går du hen imens?

Fru Maja

( sér betydningsfuldt på ham)

Jeg går mine egne veje herefterdags.

(Hun går nedover bakken og svinger sig ved spring-
staven over bækkeløbet. Ved Irene standser hun)

Faksimile

98.

Fru Maja

Professor Rubek står der oppe og venter på Dem,
frue.

Irene

Hvad vil han?

Fru Maja

Han vil få Dem til at hjælpe sig med et skrin,
som er gået i baglås for ham.

Irene

Kan jeg hjælpe med det?

Fru Maja

Han mener, De er den eneste, som kan.

Irene

Så får jeg prøve da.

Fru Maja

Det må {d}De endelig gøre, frue.

(Hun går ned over vejen til sanatoriet)

(Lidt efter stiger {P}professor Rubek ned til Irene,
dog således
at de har bækken imellem sig)

Irene

(efter et lidet ophold)

Hun, den anden, sa’ at du har ventet på mig.

Faksimile

99.

Professor Rubek

Jeg har ventet på dig år efter år, – uden selv at
forstå det.

Irene

Kunde ikke komme til dig, Arnold. Lå jo der-
nede og sov den lange, dybe, drømmefyldte søvn.

Professor Rubek

Å men nu er du vågnet, Irene!

Irene

(ryster på hodet)

Jeg har den tunge, dybe søvn i øjnene endnu.

Professor Rubek

Du skal sé , det vil dages og lysne for os begge.

Irene

Tro aldrig det.

Professor Rubek

(indtrængende)

Det tror jeg! Og det véd jeg! Nu, da jeg har fundet
dig igen –

Irene

Opstanden.

Professor Rubek

Faksimile

100.

Forklaret!

Irene

Bare opstanden, Arnold. Men ikke forklaret.

(Han ballancerer på stenene under vand-
faldet over til hende)

Professor Rubek

Hvor har du været henne hele dagen, Irene?

Irene

(peger ud)

Langt, langt inde på de store dødsmarker –

Professor Rubek

(afledende)

Du har ikke din – din veninde med dig idag, sér
jeg.

Irene

(smiler)

Min veninde holder godt øje med mig alligevel.

Professor Rubek

Kan hun det?

Irene

(skotter omkring sig)

Du kan tro, hun kan. Hvor jeg så står og går.

Faksimile

101.

26.

Taber mig aldrig af s{n}yne –

(hvisker)

Indtil jeg en skøn solskinsmorgen dræber hende.

Professor Rubek

Vilde du det?

Irene

Så inderlig gerne. Ifald jeg bare kunde komme
til.

Professor Rubek

Hvorfor vilde du?

Irene

Fordi hun går og øver trolddomskunster.

(hemmelighedsfuldt)

Tænk dig, Arnold, – hun har skabt sig om til
min skygge.

Professor Rubek

(søger at berolige hende)

Nå, nå, nå, – en skygge må vi j{ <...> }o { <...> }alle ha’.

Irene

Jeg er min egen skygge.

(udbrydende)

Forstår du da ikke det!

Faksimile

102.

Professor Rubek

(tungt)

Jo, jo, Irene, – jeg forstår det nok.

(Han sætter sig på en sten ved bækken. Hun står
bag ved ham, lænet mod fjeldvæggen )

Irene

(lidt efter)

Hvorfor sidder du der og vender { <...> }øjnene fra
mig?

Professor Rubek

(sagte, ryster på hodet)

Tør ikke, – tør ikke sé på dig.

Irene

Hvorfor tør du ikke det mere nu?

Professor Rubek

Du har en skygge, som piner dig. Og jeg har
min tyngende samvittighed.

Irene

(med et glad befriende skrig)

Endelig!

Professor Rubek

(springer op)

Faksimile

103.

Irene, – hvad er det!

Irene

(afværgende imod ham)

Bare rolig, rolig, rolig!

(ånder tungt og siger ligesom lettet fra en
byrde)

Sé så. Nu slap de mig. For denne gang. – Nu
kan vi sætte os og tale sammen som før – i livet.

Professor Rubek

Å, om vi så sandt kunde tale som før.

Irene

Sæt dig der, hvor du sad. Så sætter jeg mig
her hos dig.

(Han sætter sig ned igen. Hun sætter sig
på en anden sten lige i nærheden)

Irene

(efter en liden taushed)

Nu er jeg kommen ti˹l˺bagege tilbage til dig fra
de fjerneste riger, Arnold.

Professor Rubek

Ja visselig fra en endeløs lang rejse.

Irene

Faksimile

104.

Kommet hjem til min hersker og herre –

Professor Rubek

Til vort; – til vort eget, Irene.

Irene

Har du hver eneste dag ventet på mig?

Professor Rubek

Hvor turde jeg vente?

Irene

(med et sideblik)

Nej, du turde vel ikke det. For du forstod jo
ingenting.

Professor Rubek

Var det virkelig ikke for en andens skyld at
du sådan med én gang blev borte?

Irene

Kunde ikke det godt være for din skyld, Arnold?

Professor Rubek

( sér uviss på hende)

Men jeg forstår dig ikke –?

Irene

Da jeg havde tjent dig med min sjæl og med
mit legeme, – og billedstøtten stod færdig, –

Faksimile

105.

27.

vort barn, som du kaldte den, – da lagde jeg for
din fod det dyreste offer – ved at udslette mig selv
for alle tider.

Professor Rubek

(sænker hodet)

Og lægge mit liv øde.

Irene

(blusser pludselig op)

Just det var det jeg vilde! Aldrig, aldrig skulde
du få skabe noget mere, – efter at du havde skabt
dette vort eneste barn.

Professor Rubek

Var der skinsyge i dine tanker dengang?

Irene

(koldt)

Jeg tror, det nærmest var had.

Professor Rubek

Had? Had til mig?

Irene

(atter hæftig )

Ja, til dig, – til kunstneren, som så helt sorg-
løs og ubekymret tog et blodvarmt legeme, et

Faksimile

106.

ungt menneskeliv, og sled sjælen ud af det, –
fordi du havde brug for det til at skabe et
kunstværk.

Professor Rubek

Og det kan du sige, – du, som med tindrende lyst
og med høj-helligt begær var med i mit arbejde? I det-
te arbejde, som vi to hver morgen samledes om, som
til en andagt.

Irene

(koldt, som før)

Jeg vil sige dig én ting, Arnold.

Professor Rubek

Nu?

Irene

Aldrig har jeg elsket din kunst før jeg mødte
dig. – Og ikke siden heller.

Professor Rubek

Men kunstneren, Irene?

Irene

Kunstneren hader jeg.

Professor Rubek

Kunstneren i mig også?

Faksimile

107.

Irene

Mest i dig. Når jeg klædte mig helt af og stod
der for dig, da haded jeg dig, Arnold –

Professor Rubek

( hæftig )

Det gjorde du ikke, Irene! Det er ikke sandt!

Irene

Jeg haded dig fordi du kunde stå der så ube-
rørt –

Profesor Rubek

.
( lér )

Uberørt? Tror du?

Irene

– eller så tirrende behersket da. Og fordi du var
kunstner, bare kunstner, – ikke mand!

(slår over i en varm, inderlig tone)

Men denne støtte i det våde, levende ler, den
elsked jeg – alt efter som der steg frem et sjælfuldt
menneskebarn af disse rå, uformelige masserne, –
for den var vor skabning, vort barn. Mit og dit.

Professor Rubek

(tungt)

Faksimile

108.

Det var den i ånd og sandhed.

Irene

Sér du, Arnold, – det er for dette vort barns skyld
at jeg har taget mig for at gøre denne lange pile-
grimsgang.

Professor Rubek

(pludselig opmærksom)

For marmorbilledets –?

Irene

Kald det hvad du vil. Jeg kalder det vort barn.

Professor Rubek

(urolig)

Og nu vil du sé det? Færdigt? I marmor, som du
altid syntes var så koldt?

(ivrig)

Du véd kanske ikke at det står opstillet i et stort
musæum etsteds – langt ude i verden?

Irene

Jeg har hørt som et sagn om det.

Professor Rubek

Og musæer var dig jo altid en afsky. Du kaldte
de{n}m for gravhvælvinger –

Faksimile

109.

28.

Irene

Jeg vil gøre en valfart did, hvor min sjæl og
min sjæls barn ligger begravet.

Professor Rubek

(i angst og uro)

Du må aldrig sé det billede mere! Hører du,
Irene! Jeg bønfalder dig –! Aldrig, aldrig sé
det mere!

Irene

Tror du kanske , jeg vilde dø en gang til af det?

Professor Rubek

(knuger hænderne)

Å jeg véd ikke selv, hvad jeg tror. – Men hvor
kunde jeg også tænke mig at du vilde fæste
dig så uløseligt til dette billede? Du, som gik fra
mig – før det var fuldbåret.

Irene

Det var fuldbåret. Derfor kunde jeg gå fra dig.
Og la’ dig alene.

Professor Rubek

(sidder med albuerne på knæerne og vugger
hodet, med hænderne for øjnene)

Faksimile

110.

Det var ikke hvad det senere hen blev til.

Irene

(griber stille og lynsnar en tynd, spids kniv
halvt frem fra brystet og spørger hæst hviskende)

Arnold, – har du gjort noget ondt ved vort barn?

Professor Rubek

(undvigende)

Noget ondt? – Jeg kan jo ikke så bestemt afgø-
re, hvad du vil kalde det.

Irene

(åndeløs)

Sig mig straks, hvad du har gjort ved barnet!

Professor Rubek

Jeg skal sige dig det, hvis du vil sidde og høre
rolig efter hvad jeg siger.

Irene

(gemmer kniven)

Jeg skal høre så rolig, som en mor kan når hun –

Professor Rubek

(afbryder)

Og så skal du ikke sé på mig mens jeg fortæller.

Irene

Faksimile

111.

(flytter sig hen på en stén bag hans ryg)

Her sætter jeg mig bag ved dig. – Fortæl så.

Professor Rubek

(tager hænderne fra øjnene og sér hen for sig)

Da jeg havde fundet dig, vidste jeg straks, hvor-
ledes jeg skulde bruge dig til mit livsværk.

Irene

«Opstandelsens dag» kaldte du dit livsværk. –
Jeg kalder det «vort barn».

Professor Rubek

Jeg var ung dengang. Uden al livserfaring. Op-
standelsen, syntes jeg, måtte skildrs skønnest og
allerdejligst som en ung uberørt kvinde, – uden
et jordlivs oplevelser, – og som vågner til lys og her-
lighed uden at ha’ noget stygt og urent at skille
sig af med.

Irene

(hurtigt)

Ja, – og således står jeg jo nu der i vort værk?

Professor Rubek

(nølende)

Ikke egentlig ganske således, Irene.

Faksimile

112.

Irene

(i stigende spænding)

Ikke ganske –? Står jeg ikke således, som jeg
stod for dig?

Professor Rubek

(uden at svare)

Jeg blev verdensklog i de årene, som ful{ <...> }gte ef-
ter, Irene. «Opstandelsens dag» blev noget mere og
noget – noget mere mangfoldigt i min forestilling.
Den lille runde plint, hvor dit billede stod rankt
og ensomt, – den gav ikke længer rum for alt det,
jeg nu vilde digte til –

Irene

(famler efter kniven men lader være)

Hvad digted du så til? Sig det!

Professor Rubek

Jeg digted det til, som jeg rundt omkring mig i
verden så med mine øjne. Jeg måtte ha’ det med.
Kunde ikke andet, Irene. Plinten vided jeg ud –
så den blev stor og rummelig. Og på den lagde
jeg et stykke af den buede, bristende jord. Og op
af jordrevnerne vrimler der nu mennesker med

Faksimile

113.

29.

{ <...> }dulgte dyreansigter. Kvinder og mænd, – slig
som jeg kendte dem ude fra livet.

Irene

(i åndeløs forventning)

Men midt i mylderet står den unge kvinde
med lysglæden over sig? – Gør jeg ikke det, Arnold?

Professor Rubek

(undvigende)

Ikke ganske i midten. Jeg måtte desværre rykke
den statuen noget tilbage. For helhedsvirkningens
skyld, forstår du. Den vilde ellers domineret altfor
meget.

Irene

Men lysglædens forklarelse stråler over mit
ansigt fremdeles?

Professor Rubek

Det gør den nok, Irene. På en måde da. Lidt af-
dæmpet kanské . Således, som min ændrede tan-
ke kræved det.

Irene

rejs (rejser sig lydløst)

Dette billede udtrykker det liv, du nu sér , Arnold.

Faksimile

114.

Professor Rubek

Ja, det gør det vel.

Irene

Og i dette billede har du flyttet mig hen, lidt af-
bleget, – som en baggrundsfigur – i en gruppe.

(hun trækker kniven frem)

Professor Rubek

Ikke nogen baggrundsfigur. Lad os i det høje-
ste kalde det en mellemgrundsskikkelse, – eller
sådant noget.

Irene

(hvisker hæst)

Nu har du sagt dommen over dig selv.

(vil støde til)

Professor Rubek

(vender sig og sér op på hende)

Dommen?

Irene

(gemmer hurtig kniven og siger kvalt som i
vånde)

Min hele sjæl, – du og jeg, – vi, vi, vi og vort barn
var i denne ensomme skikkelse.

Faksimile

115.

Professor Rubek

(ivrig, river hatten af sig og tørrer sveddråberne
af panden)

Ja men hør nu også, hvorledes jeg har stillet
mig selv hen i gruppen. Foran ved en kilde, li-
gesom her, sidder en skyldbetynget mand, som
ikke kan komme helt løs fra jordskorpen. Jeg
kalder ham angeren over et forbrudt liv. Han
sidder der og dypper sine fingre i det rislende
vand – for at skylle dem rene, – og han nages og
martres ved tanken om at det aldrig, aldrig lyk-
kes ham. Han når i al evighed ikke fri op til op-
standelsens liv. Blir evindelig siddende igen
i sit helvede.

Irene

(hårdt og koldt)

Digter!

Professor Rubek

Hvorfor digter?

Irene

Fordi du er slap og sløv og fuld af syndsforla-
delse for alle dit livs gerninger og for alle dine

Faksimile

116.

tanker. Du har dræbt min sjæl, – og så modellerer
du dig selv i anger og bod og bekendelse, –

(smile{ <...> }r)

– og dermed er dit regnskab opgjort, mener
du.

Professor Rubek

(trodsende)

Jeg er kunstner, Irene. Og jeg skammer mig
ikke over den skrøbelighed, som kanske klæber
ved mig. For jeg er født til kunstner, sér du. –
Og blir så aldrig andet end kunstner alligevel.

Irene

( sér på ham med et fordulgt ondt smil og
siger mildt og blødt)

Digter er du, Arnold.

(stryger ham lindt over håret)

Du kære, store, aldrende barn, – at du ikke kan
sé det!

Professor Rubek

(misfornøjet)

Hvorfor blir du ved at kalde mig digter?

Irene

Faksimile

117.

30.

(med lurende øjne)

Fordi der ligger noget undskyldende i det ord,
min ven. Noget syndsforladende, – som breder en
kåbe over al skrøbeligheden.

(slår pludselig om i tonen)

Men jeg var et menneske – dengang! Og jeg
havde også et liv at leve – og en menneskeskæbne
at fuldbyrde. Sé , alt det lod jeg ligge, – gav det
hen for at gøre mig dig underdanig. – Å det var
et selvmord. En dødsens brøde imod mig selv.

(halvt hviskende)

Og den brøde kan jeg aldrig gøre bod for.

(Hun sætter sig nær ham ved bækken, passer
ubemærket på ham med øjnene og plukker lige-
som åndsfraværende nogle blomster af buskerne
omk˹ring˺ dem)

Irene

(tilsyneladende behersket)

Jeg s˹k˺ulde født børn til verden. Mange børn.
Rigtige børn. Ikke af dem, som gemmes i grav-
kælderne. Det havde været mit kald. Skulde al-
drig ha’ tjent dig, – digter.

Faksimile

118.

Professor Rubek

(fortabt i erindringen)

Det var dog dejlige tider, Irene. Vidunderlig
dejlige tider, – når jeg nu tænker tilbage –

Irene

( sér på ham med et blødt udtryk)

Kan du mindes et lidet ord, som du sa’, – da du
var færdig, – færdig med mig og med vort barn?

(nikker til ham)

Kan du mindes det lille ord, Arnold?

Professor Rubek

( sér spørgende på hende)

Sa’ jeg dengang et lidet ord, som du husker endnu?

Irene

Ja du gjorde det. Kan du ikke mindes det nu længer?

Professor Rubek

(ryster på hodet)

Nej, så sandelig om jeg kan. Ikke nu i øjeblik-
ket i alt fald.

Irene

Du tog begge mine hænder og trykked dem varmt.
Og jeg stod der i åndeløs forventning. Og så sa’ du:

Faksimile

119.

Så får du ha’ så hjertelig tak da, Irene. Dette her, sa’
du, har været en velsignet episode for mig.

Professor Rubek

( sér tvilende ud)

Sa’ jeg episode? Jeg bruger ellers ikke det ord.

Irene

Du sa’ episode.

Professor Rubek

(med påtagen frejdighed{ <...> })

Nå ja, – men i grunden var det jo også en episode.

Irene

(kort)

På det ord gik jeg fra dig.

Professor Rubek

Du ta’r alle ting så smærteligt dybt, Irene.

Irene

(stryger sig over panden)

Du kan ha’ ret i det. Lad os ryste det dybe
og det tunge af os.

(plukker bladene af en fjeldrose og strør dem
i bækken)

Sé der, Arnold. Der svømmer vore fugle.

Faksimile

120.

Professor Rubek

Hvad er det for fugle?

Irene

Kan du ikke sé det? Det er jo flamingoer.
For de er rosenrøde.

Professor Rubek

Flamingoer svømmer ikke. De bare vader.

Irene

Så er det ikke flamingoer da. Det er måger.

Professor Rubek

Måger med røde næb kan det være, ja.

(plukker brede grønne blade og kaster dem ud)

Nu sender jeg mine skibe ud efter dem.

Irene

Men der skal ikke være fangstmænd ombord.

Professor Rubek

Nej der skal ingen fangstmænd være.

(smiler til hende)

Kan du huske den sommer vi sad sådan uden-
for det lille bondehuset ved Taunitzer See?

Irene

(nikker)

Faksimile

121.

31.

Lørdags aftenerne, ja, – når vi var færdige
med vort arbejde for ugen –

Professor Rubek

– og rejste ud med jernbanen. Og blev derude
søndagen over –

Irene

(med et ondt, hadfyldt glimt i øjet)

Det var en episode, Arnold.

Professor Rubek

(som om han ikke hører)

Da lod du også fugle svømme i bækken. Det var
vandliljer, som du –

Irene

Hvide svaner var det.

Professor Rubek

Jeg mente svaner, ja. Og jeg husker at jeg fæsted
et stort loddent blad til en af svanerne. Det var
endda et skræppeblad –

Irene

Så blev det til Lohengrins båd – med svanen
foran.

Professor Rubek

Faksimile

122.

Hvor glad du var i den leg, Irene.

Irene

Vi legte den ofte om igen.

Professor Rubek

Hver eneste lørdag, tror jeg. Hele sommeren ud-
over.

Irene

Du sa’ at jeg var svanen, som trak din båd.

Professor Rubek

Sa’ jeg det? Ja, det kan godt være.

(optaget af legen)

Nej sé bare hvor mågerne svømmer nedover el-
ven, du.

Irene

( lér )

Og alle dine skibe strander.

Professor Rubek

(sætter mere løv i bækken)

Jeg har skibe nok i behold.

(følger løvet med øjnene, stikker flere blade ud
og siger lidt efter)

Du Irene, – jeg har købt det lille bondehuset

Faksimile

123.

ved Taunitzer See.

Irene

Har du købt det nu? Du sa’ så tidt at du vilde
købe det, hvis du havde råd til det.

Professor Rubek

Siden fik jeg nokså god råd. Og så købte
jeg det.

Irene

(skeler hen på ham)

Bor du da nu derude – i vort gamle hus?

Professor Rubek

Nej det har jeg ladt rive ned for længe siden.
Og så har jeg bygget mig en stor, prægtig, bekvem
villa på tomten, – med park omkring. Der er det,
vi plejer –

(standser og retter udtrykket)

– der plejer jeg holde til om sommeren –

Irene

(betvinger sig)

Så du og – og den anden holder til derude nu?

Professor Rubek

(lidt trodsende)

Faksimile

124.

Ja. Når min hustru og jeg ikke er på rejser, – som
nu iår.

Irene

( sér vidt frem for si{ <...> }g)

Dejligt, dejligt var livet ved Taunitzer See.

Professor Rubek

( sér ligesom tilbage i sig selv)

Og alligevel, Irene –

Irene

(udfylder hans tanke)

– alligevel så slap vi to al den livets dejlighed.

Professor Rubek

(sagte, indtrængende)

Kommer angeren for sent nu?

Irene

(svarer ham ikke, men sidder en stund stille; så
peger hun bort over vidden)

Sé der, Arnold. Nu går solen under bag tin-
derne. Sé bare – hvor rødt den skinner på skrå hen
over alle lyngtuerne {.}derhene.ne.

Professor Rubek

( sér også did hen)

Faksimile

125.

32.

Det er længe siden jeg har sét en solnedgang
på fjeldet.

Irene

End en solopgang da?

Professor Rubek

En solopgang tror jeg aldrig jeg har sét .

Irene

(smiler som fortabt i en erindring)

Jeg har engang sét en vidunderlig dejlig sol-
opgang.

Professor Rubek

Har du? Hvor var det?

Irene

Højt, højt oppe på en svimlende fjeldtop. –
Du narred mig med derop og loved at jeg skulde
få sé al verdens herlighed dersom jeg bare –

(hun standser brat)

Professor Rubek

Dersom du bare –? Nå?

Irene

Jeg gjorde, som du sa’. Fulgte med dig op i
højden. Og der faldt jeg på mine knæ, – og tilbad

Faksimile

126.

dig. Og tjente dig.

(tier lidt; så siger hun <...> sagte)

Da så jeg solopgangen.

Professor Rubek

(afledende)

Kunde du ikke ha’ lyst til at rejse med og bo hos
os i villaen dernede?

Irene

( sér hånligt smilende på ham)

Sammen med dig – og den anden dame?

Professor Rubek

(indtrængende)

Sammen med mig – ligesom i de skabende da-
ge. Lukke op alt det, som er vredet i baglås i mig.
Kunde du ikke ville det, Irene?

Irene

(ryster på hodet)

Jeg har ikke nøglen til dig længer, Arnold.

Professor Rubek

Du har nøglen! Ingen uden du har den!

(trygler og beder)

Hjælp mig, – så jeg kan komme til at leve

Faksimile

127.

livet om igen!

Irene

(ubevægelig som før)

Tomme drømme. Ørkesløse – døde drømme.
Vort samliv har ingen opstandelse efter sig.

Professor Rubek

(kort, afbrydende)

Så lad os bli’ ved at lege da!

Irene

Ja lege, lege, – bare lege!

( De sidder og strør løv og blomsterblade ud
(i{ <...> } bækken og lader dem svømme og sejle)

(Op over skrænten til venstre i baggrunden
kommer godsejer Ulfhejm og fru Maja i jagt-
udstyr. Efter dem følger tjeneren med hunde-
kobbelet, som han fører videre ud til højre)

Professor Rubek

(får øje på dem)

Sé dér går lille Maja ud med bjørneskytten.

Irene

Din dame, ja.

Professor Rubek

Faksimile

128.

Eller den andens.

Fru Maja

(spejder undervejs over vidden, får sé de to ved
bækken og råber hen)

God nat, professor! Drøm om mig. Nu går
jeg ud på eventyr!

Professor Rubek

(råber tilbage)

Hvad skal det eventyr gå ud på!

Fru Maja

(kommer nærmere)

Jeg vil sætte livet i stedet for alt det andet.

Professor Rubek

(spottende)

Nej vil du også det, lille Maja?

Fru Maja

Jaha. Og så har jeg gjort et vers, som er sådan:

(synger og jubler)

Jeg er fri! Jeg er fri! Jeg er fri!

Mit fangenskabs liv er forbi!

Jeg er fri som en fugl! Jeg er fri!

Ja for jeg tror, jeg er vå <...> gnet nu – endelig.

Faksimile

12{8}9.

33.

Professor Rubek

Det lader næsten så.

Fru Maja

(ånder af fuldt bryst)

Åh, – hvor guddommelig let det kendes at våg-
ne!

Professor Rubek

God nat, fru Maja, – og lykke til –

Godsejer Ulfhejm

(råber afværgende)

Hys, hys, – lad da for fanden være med de trold-
mandsønskerne! Sér {d}De ikke, vi skal ud og skyde –

Professor Rubek

Hvad bringer du mig hjem fra jagten, Maja?

Fru Maja

Du skal få en rovfugl, som du kan modellere.
Jeg skal vingeskyde en til dig.

Professor Rubek

( lér spotsk og bittert)

Ja vingeskyde – af vanvare, – det har længe væ-
ret noget for dig, det.

Fru Maja

Faksimile

1{29}30.

(kaster med nakken)

Å lad mig bare herefter få skøtte mig selv, så –!

(nikker og lér skælmsk )

Farvel, – og god rolig sommernat på vidden!

Professor Rubek

(lystig)

Tak! Og al landsens ulykke over både jer og jagten!

Gods{ <...> }ejer Ulfhejm

( skoggerlér )

Sé det er et ønske, som det skal være!

Fru Maja

( léende )

Tak, tak, tak, professor!

(De er begge komne over den synlige del af vidden
og går ud gennem krattet til højre)

Professor Rubek

(efter et kort ophold)

Sommernat på vidden. Ja, det havde været livet.

Irene

(pludselig, med et vildt udtryk i øjnene)

Vil du en sommernat på vidden – med mig?

Professor Rubek

Faksimile

13{0}1.

(breder armene ud)

Ja, ja – kom!

Irene

Du min elskede hersker og herre!

Professor Rubek

Å Irene!

Irene

(hæst, smiler og famler ved brystet)

Det blir bare en episode –

(hurtigt, hviskende)

Hys, – sé dig ikke om, Arnold!

Professor Rubek

(ligeledes sagte)

Hvad er det?

Irene

Et ansigt, som står og stirrer på mig.

Professor Rubek

(vender sig uvilkårligt)

Hvor?

(farer sammen)

Ah –!

(Diakonissens hoved er kommet halvvejs til

Faksimile

132.

syne mellem buskerne ved nedstigningen til
vens{r}tre. Hendes øjne er ufravendt rettet
mod Irene)

Irene

(rejser sig og siger dæmpet)

Så må vi skilles da. Nej, du skal bli’ siddende.
Hører du! Du må ikke følge med mig.

(bøjer sig ned over ham og hvisker)

På gensyn inat. På vidd{ <...> }en.

Professor Rubek

Og du kommer, Irene?

Irene

Ja jeg kommer visselig. Vent på mig her.

Professor Rubek

(gentager drømmende)

Sommernat på vidden. Med dig. Med dig.

(hans øjne møder hendes)

Å Irene, – det kunde ha’ været livet. – Og det
har vi forspildt, – vi to.

Irene

Det uoprettelige ser vi først, når –

(bryder kort af)

Faksimile

133.

34.

Professor Rubek

( sér spørgende på hende)

Når –?

Irene

Når vi døde vågner.

Professor Rubek

(ryster tungsindig på hodet)

Ja, hvad sér vi så egentlig?

Irene

Vi ser at vi aldrig har levet.

( Hun går henover mod bakken og stiger ned.
Diakonissen gør plads for hende og følger efter)

(Professor Rubek blir siddende ubevægelig ved bækken)

Fru Maja

(høres juble og synge oppe mellem fjeldene)

Jeg er fri! Jeg er fri! Jeg er fri!

Mit fangenskabs liv er forbi!

Jeg er fri som en fugl! Jeg er fri!

Faksimile

134.

Tredje akt.

(Vildt, kløftet højfjeld med styrtende af-
grunde ned mod baggrunden. Snédækte tin-
der rejser sig til højre og taber sig i drivende
tåger højt oppe. Til venstre i en stenstyrtning
ligger en gammel, halvt sammenfalden hytte.
Det er tidlig morgen. Dagen gryr. Solen er end-
nu ikke oppe)

(Fru Maja Rubek kommer blussende rød
og ophidset nedover styrtningen til venstre.
Godsejer Ulfhejm følger halvt vred, halvt
léende efter og holder hende fast i ærmet)

Fru Maja

(forsøger at rive sig løs)

Slip mig! Slip mig, siger jeg!

Godsejer Ulfhejm

Nå, nå, – det mangled bare at jeg skul De
skulde bide. De er jo så arrig, som en jærv.

Faksimile

135.

Fru Maja

(slår ham over hånden)

Vil De så slippe, har jeg sagt! Og være rolig –

Godsejer Ulfhejm

Nej så min sæl om jeg vil.

Fru Maja

Ja, så går jeg ikke et skr˹i˺dt længer med Dem.
Hører De, – ikke et eneste skridt –!

Godsejer Ulfhejm

Ho-ho, – hvorledes vil De slippe fra mig her
på vilde fjeldet?

Fru Maja

Jeg springer lige ud over bergvæg{en}gen derborte,
om det så skal være –

Godsejer Ulfhejm

Og maser og knaser Dem sønder og sammen
til hundeføde – så lækkert blodig –

(slipper hende)

Vær så god. Spring nu udover bergvæggen,
hvis De har lyst. Der er svimlende brat. Bare en
trang fodsti, som er næsten ufremkommelig.

Fru Maja

Faksimile

136.

(børster sit skørt med hånden og sér på ham
med vrede øjne)

Jo, De er rigtig en dejlig en at gå på jagt
med!

Godsejer Ulfhejm

Sig heller: at drive sport med.

Fru Maja

Nå så De kalder dette her for sport, De?

Godsejer Ulfhejm

Ja jeg ta’r mig den ærbødige frihed. – Det er
slig sport, jeg liker allerbedst.

Fru Maja

(kaster på nakken)

Nå – det må jeg si’e!

(lidt efter; sér prøvende på ham)

Hvorfor slap De hundene løs deroppe?

Godsejer Ulfhejm

(plirer med øjnene og smiler)

For at de også kunde få jage lidt på egen hånd,
skønner De vel.

Fru Maja

Det er sletikke sandt! Det var ikke for hunden{s}es

Faksimile

137.

35.

skyld at De slap dem.

Godsejer Ulfhejm

(smiler fremdeles)

Nå, hvorfor slap jeg dem da? Lad os høre –?

Fru Maja

De slap dem fordi De vilde være Lars kvit. Han skul-
de løbe efter og fange dem ind igen, sa’ De. Og imens
så –. Jo, det var rigtig pænt af Dem!

Godsejer Ulfhejm

– og imens så –?

Fru Maja

(kort afbrydende)

Det kan være det samme.

Godsejer Ulfhejm

(i fortrolig tone)

Lars finder dem ikke. Det kan De trygt bande
på. Han kommer ikke med dem før tiden er inde.

Fru Maja

( sér vred på ham)

Nej det gør han visst ikke.

Godsejer Ulfhejm

(griber efter hendes arm)

Faksimile

138.

For Lars – han kender mine – mine sports-
vaner, han, sér De.

Fru Maja

(undviger og måler ham med øjnene)

Véd De, hvad De ligner for noget, godsejer Ulf-
hejm?

Godsejer Ulfhejm

Jeg tænker vel at jeg ligner nærmest mig selv.

Fru Maja

Ja det har De akkurat ret i. For De ligner livag-
tig en faun.

Godsejer Ulfhejm

En faun –?

Fru Maja

Ja netop en faun.

Godsejer Ulfhejm

En faun, – er ikke det et slags udyr? Eller så-
dan ˹noget˺ som en skogdævel at kalde for?

Fru Maja

Jo just slig en som De er. En som har både
bukkeskæg og bén som en gedebuk. Ja, og så
har faunen horn også!

Faksimile

139.

Godsejer Ulfhejm

Ej-ej, – har han også horn?

Fru Maja

Et par fæle horn, ligesom De, ja.

Godsejer Ulfhejm

Kan De sé de stakkers hornene, jeg har?

Fru Maja

Ja, jeg synes grangivelig jeg kan sé dem.

Godsejer Ulfhejm

(tager hundesnoren op af lommen)

Så er det bedst at jeg ta’r og binder Dem da.

Fru Maja

Er De ble’t rent gal! Vil De binde mig –?

Godsejer Ulfhejm

Skal jeg være dævel, så la’ mig være dævel.
Ja så da! Så De kan sé hornene, De?

Fru Maja

(beroligende)

Så-så-så, – vær nu pænt skikkelig, gods-
ejer Ulfhejm.

(afbryder)

Men hvor har De så Deres jagtslot, som De snakked

Faksimile

140.

så vidt og bredt om. Det skulde jo ligge et steds
her omkring, sa’ De.

Godsejer Ulfhejm

(peger forevisende på hytten)

Her <...> har De det lige for øjnene.

Fru Maja

( ser på ham)

Den gamle svinestien der?

Godsejer Ulfhejm

( lér i skægget)

Den har huset mere end en kongedatter, den.

Fru Maja

Var det der den ækle fyren kom ind til konge-
datteren i en skogbjørns lignelse, som De fortalte?

Godsejer Ulfhejm

Ja, fru jagtkammerat, – her er åstedet.

(med en indbydende håndbevægelse)

Hvis De behager at træde ind, så –

Fru Maja

Isch! Ikke med min fod vilde jeg –! Isch!

Godsejer Ulfhejm

Å, et menneskepar kan dorme bort en sommer-

Faksimile

141.

36.

nat nokså lunt derinde. Eller en hel sommer, –
om så skulde være.

Fru Maja

Tak! Det måtte der høre appetit til.

(utålmodig)

Men nu er jeg ked både af Dem og af jagtturen.
Nu vil jeg ned til hotellet, – før folk vågner { <...> }der-
nede.

Godsejer Ulfhejm

Hvor tænker De, at De kan komme ned herfra?

Fru Maja

Det får bli’ Deres sag. Et eller andet steds må
der her vel findes en nedgang, véd jeg.

Godsejer Ulfhejm

(peger mod baggrunden)

Bevar’s vel; en slags nedgang er der nok, – lige
udover bergvæggen der –

Fru Maja

Nå, sér De –. Med en smule god vilje, så –

Godsejer Ulfhejm

– men prøv De bare om De tør gå den vejen.

Fru Maja

Faksimile

142.

(betænkelig)

Tror De ikke?

Godsejer Ulfhejm

Aldrig i verden. Hvis ikke jeg får hjælpe Dem –

Fru Maja

(urolig)

Nå så kom og hjælp mig da! Hvad har jeg Dem
ellers til?

Godsejer Ulfhejm

Vil De helst jeg skal ta’ Dem på ryggen –

Fru Maja

Sludder!

Godsejer Ulfhejm

– eller bære Dem på armene?

Fru Maja

Kom nu ikke med sligt noget vås igen!

Godsejer Ulfhejm

(i indædt harme)

Jeg tog engang et ungt tøsebarn, – løfted hende
op af gadesølen og bar hende på mine arme. På
hænderne bar jeg hende. Vilde bære hende slig gen-
nem hele livet; – på det at hun ikke skulde støde

Faksimile

143.

sin fod på nogen sten. For hun havde svært tynd-
slidte sko den tid jeg fandt hende –

Fru Maja

Og alligevel så tog De hende op og bar hende
på hænderne?

Godsejer Ulfhejm

Tog hende op af skidtet og bar hende som jeg
højest og varligst kunde.

(med en brummende latter)

Og véd De, hvad jeg fik til tak for det?

Fru Maja

Nej. Hvad fik De da?

Godsejer Ulfhejm

( ser på hende, smiler og nikker)

Hornene fik jeg. Hornene, som De grangivelig
kan sé . – Er ikke det en pudsig historie, fru bjørne-
morder{?}ske?

Fru Maja

Å jo; nokså pudsig. Men jeg véd en anden hi-
storie, som er endda pudsigere.

Godsejer Ulfhejm

Hvorledes er den historien da?

Faksimile

144.

Fru Maja

Den er sådan. Der var engang et dumt pige-
barn, som havde både far og mor. Men et nokså
tarveligt tilhold. Så kom der en stormægtig
herremand ind i al denne tarveligheden. Og
han tog pigebarnet på sine arme, – ligesom De, –
og rejste langt, langt bort med hende –

Godsejer Ulfhejm

Vilde hun så gerne være der, hvor han var?

Fru Maja

Ja for hun var dum, sér De.

Godsejer Ulfhejm

Og han var sagtens så’nt et rigtig dejligt
mandfolk?

Fru Maja

Å nej, han var sletikke så overvættes dejlig
heller. Men han gik og bildte hende ind at hun
skulde få bli’ med ham op på det højeste berg,
hvor der var lys og solskin over al måde.

Godsejer Ulfhejm

Så han var bergstiger, han, den manden?

Fru Maja

Faksimile

145.

37.

Ja han var det – på sin vis.

Godsejer Ulfhejm

Og så tog han jentungen op med sig –?

Fru Maja

(kaster på nakken)

Joh – han tog hende herligt op med sig, kan De
tro! Å nej, han narred hende ind i et koldt, klamt
bur, hvor der hverken var sol eller fri luft, – syntes
hun da, – men bare forgyldning og store, for-
stenede menneskespøgelser rundt væggene.

Godsejer Ulfhejm

Det var, fanden fløjte mig, tilpass for hende!

Fru Maja

Ja men synes De ikke det er en ganske pudsig
historie alligevel?

Godsejer Ulfhejm

( sér en stund på hende)

Hør mig her, min gode jagtkammerat –

Fru Maja

Nå? Hvad er det nu igen?

Godsejer Ulfhejm

Skulde ikke vi to slå vore stakkers pjalter sammen?

Faksimile

146.

Fru Maja

H Har godsejeren lyst til at bli’ lappeskrædder?

Godsejer Ulfhejm

Ja såmæn har han så. Kunde ikke vi to prø-
ve på at flikke fillerne sammen hist og her, – så
vi fik ligesom et slags menneskeliv ud af det?

Fru Maja

Og når så så de stakkers laserne var rent
udslidte, – hvad så?

Godsejer Ulfhejm

(slår ud med hånden)

Så står vi der, frit og frejdigt, – som de, vi selv
er!

Fru Maja

( lér )

De med Deres bukkebén , ja!

Godsejer Ulfhejm

Og De med Deres –. Nå, lad gå!

Fru Maja

Ja kom, – lad os gå.

Godsejer Ulfhejm

Stop! Hvor hen, kammerat?

Faksimile

147.

Fru Maja

Ned til hotellet, vel.

Godsejer Ulfhejm

Og så bagefter?

Fru Maja

Så siger vi hinanden pænt farvel og tak for
følget.

Godsejer Ulfhejm

Kan vi skilles, vi to? S{ <...> }ynes De, vi kan det.

Fru Maja

Ja De fik da ikke bundet mig, véd jeg.

Godsejer Ulfhejm

Jeg har et slot at by’ {d}Dem –

Fru Maja

(peger mod hytten)

Mage til det der?

Godsejer Ulfhejm

Det er ikke ramlet sammen endnu.

Fru Maja

Og { <...> }al verdens herlighed kanské ?

Godsejer Ulfhejm

Et slot, siger jeg –

Faksimile

148.

Fru Maja

Tak! Slotte har jeg fåt nok af.

Godsejer Ulfhejm

– med prægtige jagtmarker milevidt omkring.

Fru Maja

Er der kunsværker også i det slottet?

Godsejer Ulfhejm

(langsomt)

Nej – kunstværker er der rigtignok ikke; men –

Fru Maja

(lettet)

Nå, det var endda godt!

Godsejer Ulfhejm

Ja vil De så gå med mig, – så langt og så længe,
jeg kræver?

Fru Maja

Der er en tam rovfugl, som sidder vagt over
mig.

Godsejer Ulfhejm

(vildt)

Ham skyder vi en kugle i vingen, Maja!

Fru Maja

Faksimile

149.

38.

( sér et øjeblik på ham og siger besluttet)

Så kom da og bær mig ned gennem dybet.

Godsejer Ulfhejm

(slår armen om hendes liv)

Det er højeste tid! Tågen er over os –!

Fru Maja

Er vejen frygtelig farlig nedover?

Godsejer Ulfhejm

Fjeldtågen er farligere.

(Hun river sig løs, går hen til kløften og sér
ned, men farer hurtig tilbage)

Godsejer Ulfhejm

(går hende imøde og lér )

Nå, svimler det lidt for Dem?

Fru Maja

(mat)

Ja det også. Men gå derbort og sé udover. De to,
<...> som kommer –

Godsejer Ulfhejm

(går hen og bøjer sig ud over bergvæggen)

Det er jo bare Deres rovfugl – og hans fremmede
dame.

Faksimile

150.

Fru Maja

Kan vi ikke slippe forbi dem, – uden at de
sér os?

Godsejer Ulfhejm

Ugørligt. Stien er altfor trang. Og her er
ingen anden vej ned.

Fru Maja

(mander sig op)

Ja-ja, – så lad os trodse dem her da!

Godsejer Ulfhejm

Talt som en ægte bjørnedræber, kammerat!

(Professor Rubek og Irene kommer til syne op
over dybet i baggrunden. Han har sit plæd
over skuldrene, hun en pelsværkskåbe kastet lø-
selig over sin hvide dragt og en svaneduns hætte
over hodet)

Professor Rubek

(endnu kun halvt synlig over fjeldkanten)

Hvad, {–}Maja! Skal vi to mødes endnu en gang?

Fru Maja

(med påtagen sikkerhed)

Til tjeneste. Vær så god og kom nærmere.

Faksimile

151.

(Professor Rubek stiger helt op og rækker hånden
til Irene, som også kommer helt op på højden)

Professor Rubek

(koldt til fru Maja)

Du har altså været på fjeldet hele natten, du
også, – ligesom vi?

Fru Maja

På jagt har jeg været, ja. Du gav mig jo ud-
gangslov.

Godsejer Ulfhejm

(peger hen imod dybet)

Er De gået op ad den stien der?

Professor Rubek

Det så De jo.

Godsejer Ulfhejm

Og den fremmede damen også?

Professor Rubek

Ja forstår sig.

(med et blik til fru Maja)

Den fremmede damen og jeg agter ikke at
gå på skilte veje herefter.

Godsejer Ulfhejm

Faksimile

152.

Véd De da ikke at det er en dødsens vej, De er
kommet –?

Professor Rubek

Vi to prøvte den nu alligevel. For den så ikke
videre slem ud i førstningen.

Godsejer Ulfhejm

Nej, i førstningen er ingenting slemt. Men
så kan en komme til en snevring, hvor en hver-
ken véd frem eller tilbage. Og så står en fast,
herr professor ˹!˺ – Bergfast, som vi skytter kalder
det.

Professor Rubek

(smiler og sér på ham)

Skal dette her betyde vismands tale, herr
godsejer?

Godsejer Ulfhejm

Vorherre bevare mig for at føre vismands
tale.

(indtrængende, peger op mod højden)

Men sér De da ikke at uvejret er over hoderne på
os! Hører De ikke vindstødene?

Professor Rubek

Faksimile

153.

39.

(lytter)

Det lyder som forspillet til opstandelsens dag.

Godsejer Ulfhejm

Det er stormkast fra tinderne, mand! Sé bare,
hvor skyerne vælter sig og sænker sig. Snart lig-
ger de omkring os som et liglagen.

Irene

(farer sammen)

Det lagen kender jeg.

Fru Maja

(trækker i ham)

Lad os sé at komme ned.

Godsejer Ulfhejm

(til professor Rubek)

Jeg kan ikke hjælpe flere end en. Hold til i hyt-
ten der sålænge – mens stormvejret står på. Så
sender jeg folk op og henter Dem begge to.

Irene

(i skræk)

Henter os! Nej! Nej –!

Godsejer Ulfhejm

(barsk)

Faksimile

154.

Ta’r Dem med magt, ifald det trænges. For det
står om liv og død her. Nu véd De det.

(til fru Maja)

Kom så, – og giv Dem trøstig i kammeatens
vold.

Fru Maja

(klynger sig til ham)

Å hvor jeg skal juble og synge, hvis jeg slipper
helskindet ned!

Godsejer Ulfhejm

(begynder nedstigningen og råber til de andre)

Vent altså derinde i jagthytten til mændene
kommer med tauge og henter Dem.

(Godsejer Ulfhejm, med fru Maja i armene,
klattrer skyndsomt men varligt ned i dybet)

Irene

( sér en stund med skrækslagne øjne på pro-
fessor Rubek)

Hørte du det, Arnold? – Der vil komme mænd
op op og hente mig! Mange mænd vil komme
herop –!

Professor Rubek

Faksimile

155.

Vær bare rolig, Irene!

Irene

(i stigende rædsel)

Og hun, den sortklædte, – hun vil også kom-
me. For nu må hun ha’ savnet mig for længe
siden. Og så vil hun gribe mig, Arnold! Og læg-
ge mig i spændetrøjen. Ja, for den har hun med
sig i kufferten. Jeg har selv sét den –

Professor Rubek

Ikke noget menneske skal få lov til at røre
dig.

Irene

(med et forvildet smil)

Å, nej, – det har jeg nok selv et middel imod.

Professor Rubek

Hvilket middel mener du?

Irene

(drager kniven frem)

Denne her!

Professor Rubek

(griber efter den)

Har du kniv –!

Faksimile

156.

Irene

Altid, altid. Både dag og nat. I sengen også.

Professor Rubek

Giv mig den kniven, Irene!

Irene

(gemmer den)

Du får den ikke. Den kan jeg så godt finde
brug for selv.

Professor Rubek

Hvad vil du bruge den til her?

Irene

( sér fast på ham)

Den var bestemt for dig, Arnold.

Professor Rubek

For mig!

Irene

Da vi sad nede ved Taunitzer See i aftes –

Professor Rubek

Ved Taunitzer –?

Irene

Udenfor bondehuset. Og legte med svaner og
vandliljer –

Faksimile

157.

40.

Professor Rubek

Hvad så, – hvad så?

Irene

– og da jeg hørte dig sige så isnende gravkoldt –
at jeg ikke var andet, end en episode i dit liv –

Professor Rubek

Det var dig som sa’ det, Irene! Ikke jeg.

Irene

(vedbliver)

– da havde jeg kniven fremme. For jeg vilde
støde den ind i ryggen på dig.

Professor Rubek

(mørkt)

Og hvorfor stødte du så ikke til.

Irene

Fordi det gik forfærdende op for mig at du alt
var død – for længe siden.

Professor Rubek

Død?

Irene

Død. Død, du som jeg. Vi sad der ved Taunitzer
See, vi to klamme lig – og legte med hinanden.

Faksimile

158.

Professor Rubek

Jeg kalder det ikke død. Men du forstår mig
ikke.

Irene

Hvor er da det brændende begær f efter mig,
som du stred og kæmped imod, da jeg stod fri
frem for dig som den opstandne kvinde?

Professor Rubek

Vor kærlighed er visselig ikke død, Irene.

Irene

Den kærlighed, som er jordlivets, – det dejlige,
vidunderlige jordlivs, – det gådefulde jordlivs, –
den er død i os begge.

Professor Rubek

(lidenskabeligt)

Véd du vel at just denne kærlighed – den syder
og brænder i mig så hedt som nogensinde før!

Irene

Og jeg? Har du glemt, hvem jeg er nu?

Professor Rubek

Vær for mig, hvem og hv{d}ad du vil! For mig er
du den kvinde, jeg drømmer at sé i dig.

Faksimile

159.

Irene

Jeg har stået på drejeskiven – nøgen, – og vist
mig frem for mange hundreder at mænd – efter
dig.

Professor Rubek

Det var mig, som jog dig op på drejeskiven, –
forblindet, som jeg dengang var! Jeg, som stil-
led det døde lérbilled over livets, – over kærlig-
hedens lykke.

Irene

( sér nedad)

For sent. For sent.

Professor Rubek

Ikke et hårsbred har alt det, som ligger imellem,
forringet dig i mine øjne.

Irene

(med hævet hoved)

Ikke i mine heller.

Professor Rubek

Ja hvad så! Så er vi jo fri. Og det er endnu tid
for os at leve livet, Irene.

Irene

Faksimile

160.

( sér tungt på ham)

Livsbegæret døde i mig, Arnold. Nu er jeg op-
standen. Og spejder efter dig. Og finder dig. – Og så
sér jeg at du og livet ligger lig – ligesom jeg har
ligget.

Professor Rubek

Å hvor du er vildfarende! Livet i os og omkring
os gærer og bruser som før!

Irene

(smiler og ryster på hodet)

Din unge opstandne kvinde kan sé hele livet
ligge på ligstrå.

Professor Rubek

(slår armene voldsomt om hende)

Så lad os to døde leve livet en eneste gang til
bunds – før vi går ned i vore grave igen!

Irene

(med et skrig)

Arnold!

Professor Rubek

Men ikke her {n} inde i halvmørket! Ikke her,
hvor det stygge, våde lin blafrer omkring os –

Faksimile

161.

41.

Irene

(henreven i lidenskab)

Nej, nej, – op i lyset og i al den glitrende herlig-
hed. Op til forgættelsens tinde!

Professor Rubek

Der oppe vil vi fejre vor bryllupsfest, Irene, –
du min elskede!

Irene

(stolt)

Solen må gerne sé på os, Arnold.

Professor Rubek

Alle lysets magter må gerne sé på os. Og alle
mørkets også.

(griber hendes hånd)

Vil du så følge mig, du min benådelses brud?

Irene

,
(som forklaret)

Jeg følger villig og gerne min hersker og
herre.

Professor Rubek

(drager hende med sig)

Gennem tågerne må vi først, Irene, og så –

Faksimile

162.

Irene

Ja, gennem alle tågerne. Og så helt op til
tårnets tinde, som lyser i solopgangen.

(Tågeskyerne sænker sig tættere om land-
skabet. Professor Rubek med Irene ved hån-
den stiger op over snebræen til højre og for-
svinder snart inde i de lave skyer. Hvasse
stormstød jager og hviner gennem luften)

(Diakonissen kommer frem oppe i sten-
styrtningen til venstre. Hun standser der
og sér sig taus og spejdende omkring)

Fru Maja

(høres juble og synge fjernt nede i dybet)

Jeg er fri! Jeg er fri! Jeg er fri!

Mit fangenskabs liv er forbi!

Jeg er fri som en fugl! Jeg er fri!

(Pludselig høres en tordenlignende larm
oppe fra snebræen. Den glider og hvirvler i
rasende fart nedover. Professor Rubek og
Irene skimtes utydeligt at hvirvles med i
snemasserne og begraves i dem)

Diakonissen

Faksimile

163.

(udstøder et skrig, strækker armene mod de
faldende og råber)

Irene!

(står en stund taus, så slår hun kors foran
sig i luften og siger)

Pax vobiscum!

(Fru Majas jubel og sang lyder endnu
fjernere op fra dybet)

Forklaringer

Tegnforklaring inn her

Henrik Ibsens skrifter

Forklaringer

Sponsor:

Samarbeidspartnere: